That, which doesn’t kill me, can only make me stronger.
Jeg kan ikke helt være bekendt overfor mine forældre, og også migselv, at kalde dette halve år som en prøvelse. På trods af, at det har i den grad været en følelsesmæssig rutjsebane med sine op- og nedture, har dette halve år været en af de mest begivenhedsrige perioder i mit liv.
Ankomsten til Perth i juli måned var klart det værste – afstanden fra alt det, man kender og holder af var en udfordring at overkomme, jeg brugte godt 70% af min tid på messenger og Facebook, for at forsøge at holde fast i det, der lå på den anden side af jorden.
Nyheden om optagelsen på medicinstudiet vendte hele verden på hovedet igen; en tilsyneladende umulig situation indtraf, som selv de såkaldte ”eksperter” indenfor området ikke kunne have forudset. Dette skabte atter blandede følelser, både i mig og mine forældre – de var meget glade for, at jeg kom ind på universitetet, men samtidig er de den dag i dag kede af, at jeg skal bo så langt fra dem igen. Jeg havde – efter den første ultimative glædesrus – en underlig skyldfølelse, som om jeg har snydt alle folk derhjemme ved at lave et fake exit, for så at vende tilbage.. Men jeg gik ud fra, at dette ville falme lidt hen i løbet af de kommende måneder.
Den efterfølgende tid i Perth blev brugt på afslapning, små ærinder, og for det meste – meningsløst tidsspilde. Det eneste konstruktive udfald var, at jeg lærte at surfe, hvilket jeg havde sat mig selv som mål. Slutningen af september måned bød på det lange roadtrip tværs igennem kontinentet, hvor vi tordnede igennem 6500 km af ørken mod Cairns. En Top Gear challenge, der afprøv både nerver og udholdenhed.
I Cairns fandt vi herefter mine forældres drømmehus (som vel at mærke blev beundret af samtlige gæster, der kom på besøg).
I starten af november kom jeg – i selskab med Martin og Cecilia – ud på den førnævnte melonfarm, som retrospektivt viste sig at være lidt af en mislykket form for at skaffe penge – men pyt med det, vi fik da et par sjove episoder og oplevelsen med.
I slutningen af november var det Go-time, Thomas, Niclas og Ellen May ankom fra norden, og vores Extreme Adventures kunne begynde. Senere ankom Anni også, og vi fik udøvet alle de former for ekstremsport, vi kendte. Heriblandt vores dykkertur, bungee-jump, white-water rafting, skydive, jetskiing og så videre. Alle de ting, man burde prøve før en 6-årig forpligtelse på medicinstudiet.
Den 6. januar blev jeg efterladt i Cairns, hvor de to drenge drog nordpå, mens de to piger rejste sydpå, og det gav mig muligheden for at være sammen med mine forældre inden jeg skulle forlade dem igen. Denne tid er jeg taknemlig for, da jeg højst sandsynligt først kommer til at se dem om et halvt år. Afskeden var hård, på trods af, at det er ikke første gang, jeg var nødt til det. Jeg føler, at jeg har et bedre forhold til min mor og far nu, end dengang de tog af sted fra Danmark et år siden.
Det er på tide at komme videre. Fra dags dato begynder et nyt kapitel i mit liv, hvilket jeg har gået og glædet mig til i de sidste par måneder. Den 20. januar 2009 betyder heriblandt også indsættelsen af Præsident Obama, og jeg har i dagens anledning investeret i hans bog, jeg læser den ivrigt imens jeg prøver at flashe forsiden til alle omkringsiddende – ”se, hvad jeg læser!”.
Hermed ender vores rejse, dette er det sidste indlæg i bloggen. Jeg vil gerne takke Dig for at have læst med, og fulgt med i, hvad jeg – og senere vi – har oplevet på den anden side af jordkloden. Nu er det dog min tur til at bede Dig om noget. Brug lige 15 sekunder på at skrive en kort hilsen med navn forneden, således at jeg kan få et overblik over, hvem der egentligt læser med.
De, der kender mig, ved, at jeg ikke er en særlig religiøs person. Men det, at skæbnen har givet mig muligheden for at være sammen med de mennesker, jeg har det bedst sammen med, sætter tankerne i gang. Måske har jeg fået en chance mere, måske er der en, der prøver at sige, nu skal du fandeme tage dig sammen!
Eller hvad hvis det, at jeg tog af sted den 14. juli 2008, ikke var skrevet i Den Store Bog? Det strider måske imod det, der er forudbestemt? Måske er det meningen, at Niclas Dohrn og Thomas Veedfald skal være mine bedste venner, måske er det bestemt, at jeg skal følges ad med Ane-Kersti Knudsen hele livet, måske er det min rolle at beskytte Malou Andersen, og være der for hende på fuldtid?
Hvad end det måtte have været, er jeg evigt taknemlig overfor den/det, da det har bragt mig hjem til den verden, jeg føler jeg hører til.
Hugs & kisses,
Bálint
