Retrospektivt set vil jeg kigge tilbage på fredag som en af de fedeste dage i løbet af hele turen. Vi tog af sted hjemmefra ved 10-tiden, og efter godt halvanden times kørsel mod syd fra Cairns ankom vi til Tully (det samme sted vi raftede tidligere), hvor JumpTheBeach-lufthavnen befandt sig.
Efter en hurtig morgenmad/frokost, kort ventetid og udfyldning af sikkerhedsdokumenter, blev vi spændt op i hver vores egen stroppe-dragt, der for os drenge strammede forholdsvis meget; jeg behøver vel ikke at uddybe. (Thomas: Det kan godt være, jeg kommer til at skydive, men jeg bliver sgu aldrig far…) En hurtig briefing, sikkerhedsmonolog, og så blev vi ført hen til flyet. Allerede her begyndte sommerfuglene at blafre i maven (jeg kan ikke lide sommerfugle btw, dog er jeg er ikke bange for dem, lige meget hvad de andre siger), og efter et gruppebillede blev vi smidt ind i det lille fly.
Der var ikke meget plads på det custom-designede luftbårne springbræt, så alle skulle sidde meget tæt med ryggen til bevægelsesretningen. Jeg fik siddeplads længst væk fra døren, så med lidt logisk tænkning kom jeg frem til, at det nok var mig, der skulle springe ud til sidst. Om det så var en god eller en dårlig ting, fik jeg aldrig klarlagt for mig selv. Efter alle var locked&loaded, lukkede døren sig og det lille fly begyndte så småt at trække hen til landingsbanen. Man kunne tydeligt mærke forskellen på sådan et lille fly og en Boeing, da dette hoppede lidt op og ned, inden det trak (rimelig ustabilt, vel at mærke) op i luften.
Der var en meget underlig stemning i flyet. For det første var motorlyden så høj, dels fordi den lå halvanden meter fra os, og dels fordi samtlige vinduer var åbne, at man nærmest skulle skrige til hinanden for at kommunikere. For det andet, så var det meget presset. Vi havde alle vind i håret, vi sad presset sammen som sardiner i en dåse, og ikke nok med det, så var stroppe-dragten satans ubehagelig.
Som flyet kom højere op, forsvandt jorden ligeså stille under os, luften blev koldere og tyndere. Thomas og hans flyvepartner sad ved siden af mig, og jeg havde frit udsigt til højdemåleren, som instruktøren havde på sin arm. Da vi nåede ud til stranden, var vi godt omkring de 9000 fods højde. Nu skulle vi fortsætte op langs stranden inden vi nåede den endelige højde; 14000. Maximum height. Top floor. Penthouse.
Jeg har den dag i dag stadig svært ved at forklare præcist, hvordan det var. Blandingen af spændingens forløsning, den gigantiske acceleration og tanken om, at det er nu, det sker, giver et kæmpe adrenalinrush, som jeg ikke har oplevet før, og kommer nok heller ikke til det. Det første halvandet sekund er klart det bedste, bare det at kigge op og se flyet forsvinde blandt skyerne var sådan et urealistisk syn, noget så virkelighedsfjernt, at det nok stadig ikke er gået op for os. De 60 sekunders frit fald fra 14000 til 4500 fods højde gik faktisk ikke så stærkt, som jeg havde frygtet. Jeg havde masser af tid til at skrige min stemmebånd i stykker, men på trods af at jeg ydede alle de decibel, jeg kunne, var det helt lydløst på grund af den enorme luftstrøm, vi tordnede igennem.
Da mate’n trak i snoren, foldede faldskærmen heldigvis ud, og vi blev hurtigt bremset op. Det varede herefter 4-5 minutter inden vi nåede ned på stranden, og i løbet af den tid fik jeg også lov til at styre faldskærmen – meget enkelt, træk højre snor, og vi drejer til højre. Min guide lavede en meget flot U-vending, hvorefter vi smertefrit landede på sandet på stranden. Efter et harmonisk "FUCK DET VAR SYGT" fra os alle blev vi kørt tilbage til lufthavnen, hvor vi fik tildelt diplom (som skal helt klart op på væggen derhjemme) og dvd-optagelse af hele seancen.
Det bliver ikke noget, man sådan lige glemmer. Men vi blev hurtig enige om, på trods af, at dette som regel altid er en once-in-a-lifetime oplevelse, så skal det helt klart prøves igen - Karup Lufthavn, ses i 2009!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar