Kapitel 24 - 081106 Helvede på jord

ADVARSEL; hvis du er frastødt af bandeord, slaveri, morderiske tanker, tørke, meloner eller hatte, forlad siden nu!

Det hele startede ud med, at Martin Bro ringer til mig mandag eftermiddag og fortæller, at det er lykkedes ham og Cecilia at finde arbejde. Det er en farm, placeret omkring 45 minutters kørsel fra Cairns, og de har ledige stillinger, hvis vi kan slå til i morgen (tirsdag). Ka-ching, tænker jeg, top knotch, så kører jeg lige ned i byen for at mødes med dem, så vi kan blive registreret hos jobkontoret, der har fået det finurlige navn; Grunt Labour Sevices (WoW overalt.). Denne registreringsproces startede ud med, at vi skulle fylde omkring 20-25 siders blanketter ud, med alt fra tidligere sygdomme, til visum, fra skattekort til tidligere arbejdsgivere. Sidstnævnte blanket var dog meget morsom, da der var ikke nogen af os der kunne huske navnet på vores arbejdsgivere, altså på personligt niveau, så vi valgte at skrive useriøse navne i stedet for; min chef i Føtex Viborg blev Simon Krabbe - du kan føle dig stolt.
Anden fase af registreringsprocessen var dog meget mere lærerig (læs: afskyelig), da vi blev tvunget til at se to videoer, begge fra 80'erne, hvoraf den første omhandlede sikkerhed på arbejdspladsen (hvordan man ikke skærer sine fingre af med en rundsav og alt sådan noget crap) og den anden omkring frugtplukkeri (hvordan man løfter - ikke med ryggen, men med fødderne og fuck you), og selvfølgelig skulle der lige være en lille popquiz til sidst, fy for helvede, man kunne bare mærke at den eneste grund til at vi skulle bruge 2 timer på det var, at de så ikke kunne blive sagsøgt hvis vi fik en arbejdsskade.
Anyways, dette er kun begyndelsen, bær over med mig, jeg har en masse rage der skal ud.
Vi får fortalt, at hvis vi nævner, at vi kommer fra Grunt, når vi kommer frem, får vi rabat, således at der er plads i et roadhouse til $6 om dagen, hvilket er en meget god pris.Vi forlader så det skodkontor, for at gå lidt rundt og kigge på hatte, solcreme og noget andet stads, der skal bruges når nogle glade backpackers skal ud at plukke frugter.
Ja, det trækker op til storm nu, kan du mærke det?
Vi aftaler at vi tager alle hjem og pakker, og så mødes vi ved Martins hostel om aftenen, så vi efter en omgang aftensmad kan køre op til frugtplukkerstedet, sådan at vi er klar til næste morgen.
Det skal lige siges, at ved Grunt fik vi et håndtegnet, simpelt og meget overfladisk kort over hvor vi skulle hen. Jeg forsøger at klarlægge ruten, så snart jeg kommer hjem, men Google Maps vælger at vise mig helt forkerte ting, og det passer overhovedet ikke med det hjemmelavede kort. Efter lidt tid scrollen frem og tilbage, vælger jeg at ringe til farmen, for at høre om, hvor pokker de egentlig er. Den gode mand med navnet Andrew fortæller mig muntert, at det skam ikke er 45 minutter, men derimod 250 km væk, hvilket på en god dag svarer til to en halv times kørsel. Da natten på dette tidspunkt allerede er ved at falde på, kan vi ikke køre derop, da der er fyldt med kænguruer og køer på vejene. Røvrendt #1. Oh yes, more to come.
Ak, tænker vi, og siger til Andrew, at vi nok ikke er klar på tirsdag, men først dagen efter. Dette har han det fint nok med, så vi bruger tirsdag formiddag på at købe mad og de sidste par ting, da vi nu kommer til at være lidt længere væk fra byen end regnet med. Vi kører hjemmefra ved 2-tiden, og efter et par pauser, hvor vi tager billeder af udsigten, kommer vi frem til Lakeland, byen, hvor der _intet_ er. Vi finder så hurtigt ud af, at det hjemmelavede kort hverken var simpel eller overfladisk, det er selve byen, der er det. 1x Roadhouse, 1x Caravan park, 1x tankstation, 1x pub, og måske 5 huse udover det. Whatever, tænker vi, så længe vi har et sted at crashe. Vi kører op til roadhousen, og forhører os om det er her, man kan få et værelse, hvis man er frugtplukker. Nej, siger de, de har overhovedet ikke værelser. Røvrendt #2. Nårh, okay, siger vi så, og spørger om der er andre steder i byen, hvor det kunne være. Vi bliver henvist til den såkaldte caravan park, der på rigsdansk svarer til en ganske almindelig campingplads.
Vi triller derned, ringer på receptionsklokken, hvorefter en ældre mand kommer ud og opkræver 75 dollars fra os hver for en uge, og da vi spørger om Grunt-rabatten, kender han selvfølgelig intet til det. Røvrendt #3. Herefter stiller han så det gyldne spørgsmål; om vi har telt eller campervan. Vi kigger på hinanden med et "hold kæft det her kan bare ikke være rigtigt"-blik i øjnene, da vi selvfølgelig hverken har det ene eller det andet, vi fik jo besked på at det ikke var nødvændigt. Røvrendt #4. Det skal så siges, at camping-ejeren var meget sympatisk, dengang vi forklarede ham, at vi er blevet løjet overfor, og han var frisk nok på at finde sit 6-mands telt frem og leje det ud til os for 10 dollars om ugen. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, da vi ikke havde noget valg. Vi får vores plads, og begynder at sætte det sammen, men hurtigt finder ud af at der mangler en masse stænger, der er yderst kritiske for fremstillingen af et stabilt og velfungerende telt. Dette ville også gælde for en Røvrendt, men på grund af pladsejerens gode vilje vælger jeg at overse dette.
Den gode man løber ind i huset igen og finder sit andet telt frem - hvilket vi nu får gratis, da det kun er et 4-mands telt. Hurtigt stiller vi det op, og smutter op på pub'en for at spise en omgang fish'n'chips, hvorefter vi lægger os til at sove i teltet. Det "at sove" er nu relativt: da vi hverken har liggeunderlag eller madras, kan vi kun folde noget af vores tøj ud i teltets bund for at skabe en lille smule affjedring og komfort, hvilket naturligvis ikke hjælper en dart. På trods af udmattethed grundet dagens strabasser formår vi alligevel at grine lidt over den ynkelige situation.

Fortsættes... det bliver værre...