Kapitel 25 - 081107 Helvede på jord 2

Previously, on Down Under:
Vi er blevet screwed in the ass, og vågner nu op i et telt med den værste smerte i ryg og led.
Under morgenudstrækninger forbandes Grunt Labour Services.

Cecilias vækkeur kimer klokken 6 om morgenen, og de tre unge globetrotters stønner i kanon af smerte. Jeg har åbenbart valgt at placere min ryg lige ovenpå en sten, hvilket gør de fleste bevægelser til en parade af pine.
Vi udvælger vores grimmeste tøj, det der kan undværes, fatter vores hatte, solcreme og max meget vand, og begiver os ud på den 1½ km lange tur til melonfarmen. Forestil jer en slags savannelandskab, hvor der på et 1x1 km's stykke land er omkring 20-30 rækker af plantager. Alt omkring er tørt, undtagen dette forholdsvis grønne område. Vi parkerer ved indgangen, og går hen til Duncan, som er supervisoren af dette djævelskab. Vi er dog ikke alene, der er nogle franskmænd, et par belgiere og tre tyskere. Alle lidt ældre end os, men de er alle backpackere. Omkring os er der kun to traktorer, hver med deres trailer, og en lille gaffeltruck. Vi får besked på at hoppe op på den ene af trailerne, hvilke er anrettet således, at der er 4 kæmpe pap-baljer på hver ende, og en lille plads til at stå i midten. Disse pap-baljer kan gennemsnitligt rumme et halv tons melon, altså på en fuld trailer er der 4 tons meloner.
Vi klatrer op på traileren, og kører et par minutter, indtil vi får besked på at hoppe af. På jorden ligger der en slags bro, med et løbebånd, som vi skal have fastgjort til trailerens side, således at den hænger omkring 10 meter ud over marken, omkring i skulderhøjde. Vi får verdens hurtigste melonkursus, ("den der er god, den der er for gul, den der er lidt for lille". Slut), hvorefter traktoren begynder at køre, og bliver sat til at gå omme bag ved broen, hvilket de på australsk kalder the boom. Vi får tildelt en havesaks hver, og en gammel klud, og så er det ellers bare med at komme i gang.
Man skal gå og kigge efter gode meloner, der har en forholdsvis okay størrelse, og ikke er for solbrændt. Når man har fundet en, bøjer man sig ned, klipper roden fra, tjekker om der er jord på, hvis ja, børster man det af med kluden, hvorefter man sætter den op på the boom, hvis løbebånd kører den hen til traileren.
På traileren står vores anden supervisor, Ajvar, eller Eibar, eller et eller andet åndssvagt, en spade fra Estland, der har påtaget sig en falsk irsk accent, da han mener, at det kan score flere piger. Tro mig, han sagde det selv, dengang vi spurgte. Problemet er at hans accent på ingen måde er irsk eller australsk, men mere en klam blanding mellem disse, hvilket resulterer i at man næsten ikke kan forstå hvad han siger.
Men den falske Colin Farrell står altså på traileren og modtager melonerne, og her kommer det klammeste, grunden til vi hader ham, udover det med hans accent: han tager dem op, kigger lidt på dem, klapper engang, hvis han synes, at den ikke er god, kaster han dem af traileren, lige ved siden af os, de flækker, og værs'go', spildt arbejde. Nu kan man jo sige, jaja, han kan jo heller ikke godtage meloner, der ikke er i orden, og at han nok har mere styr på det end vi har, men hold kæft, hvor er det verdens mest nederen ting at se. Det ville være fint nok, hvis det nu var et par stykker, men at han kyler næsten hver femte melon af vognen, nogle gange i salver af 4-5, er direkte nok til at bringe ens urin i kog.
Apropos det at koge, så har jeg slet ikke nævnt hvad der gør arbejdet tre hundrede procent sværere. Nu er det jo sådan, at jo længere nordpå man kommer, jo varmere bliver det, og det kan man tydeligvis mærke heroppe. Når der er 35 grader i skyggen, tør jeg ikke engang gætte på hvor varmt det kan blive ude på den skodmark. Jorden er tør og støvet, solen brænder ens hud, man er beskidt overalt på kroppen, sveden blander sig med jord, man får det i øjnene og munden, og man er ved at dø af tørst. Vi får en 3-4 minutters drikkepause hver gang vi fylder en trailer op. Og det er altså 4 tons melon, og vi er 6-7 mennesker der løfter det, altså en 600 kilo fra hver, ikke at tale om alle de meloner, der bliver smidt af vognen fordi de "ikke var optimale". Onsdag lykkedes det os at fylde 7 trailere. Prøv at gange 600 kilo med 7.
Og sådan bliver det ved. Fra 7 til 12, og så får man en halv times pause til at spise. Herefter kan det så være indtil klokken 2-3 stykker.
Det mest interessante er, hvordan vores hjerner opfattede denne pressede og udmattende situation. Til at starte med, gik det fint nok, kun fordi det var nyt, og vi havde det sjovt.. eller, sjovt og sjovt, det var i hvert fald ikke kedeligt. Vi snakkede til hinanden, og hver gang vi så en god melon tænkte vi "nice, dén der er min!" Men efterhånden som temperaturen steg, faldt entusiasmen drastisk og man kom i tvivl om hvad fanden man egentlig lavede her. Så kom den ironiske oprørs-periode, hvor vi begyndte at diskutere desperat om det er dét her, man er gået 12 år i skole for. Derudover begyndte man at tvivle på, om sådanne arbejdsvilkår er i overensstemmelse med de universielle menneskerettigheder, og om man burde ringe til FN for at blive frelst for det her helvede. Så begynder man at tænke over, hvad der kunne være mere nederen end det her arbejde. Man lufter spørgsmålet til de andre, og Martin Bro svarer "å-mand", altså sådan en, der gør åerne rene (kilde: Maxi-due fra 9., åbenbart). Men eftersom man kommer lidt længere frem i tid, begynder karrieren som å-mand at blive mere og mere tiltrækkende; alt for at blive frelst fra det her.. Herefter kommer de morderiske tanker, at man overvejer at kaste sin havesaks ind i struben på Colin Farrell, hvis han vover at smide en mere melon ud, som man har brugt energi på at samle op. Dette overvejer man seriøst, da det måske kunne betyde at man blev fyret - hvilket ville være idyl.
Og herefter, komme den sidste fase, nemlig frakobling, som vi først opnåede onsdag. Dette er det endelige sindstilstand, hvor man simpelthen ikke længere gider at tænke over hvor hårdt det er, da det ville tage for meget af ens energi. Man accepterer, at ens menneskelige egenskaber bliver slettet bort og man bliver reduceret til en arbejdsmaskine. Man begynder bogstaveligt talt at tænke på ingenting, kobler fra, og lader rutinen overtage. Man kan stadig mærke hvor varmt det er, hvor ondt det gør, hvor klam og ulækker man føler sig, men man er blevet ligeglad.
Dette holder i hvert fald indtil videre. Vi har planer om at arbejde indtil tirsdag, om vi overlever indtil da, må i finde ud af til den tid.

Jeg er i Cairns lige nu, mine bedsteforældre ankommer fra Ungarn i dag, så jeg har skullet forlade de to andre oppe på slagmarken. Jeg kører derop igen i dag med forsyninger i form af dåsetun, billig cola og nye vanddunke.

Vi ses næste gang, forhåbentlig.
/B