De andre to har valgt at træde i mine succesfulde fodspor og begynde at skrive blogs om opholdet i Australien, så der nu har udviklet sig en nervepirrende konkurrence mellem os. Hermed en skjult hentydning til de trofaste læsere samt en opfordring til ikke at hoppe over to the Dark Side (de andre skriver kun lort) ;D Jeg prøver såvidt muligt at opretholde den seriøse stemning på disse sider.
I går valgte vi at holde en chillax-dag, da vi efter turen på koralrevet og biograf om aftenen var godt bombede. Efter en langsom opvågnen tidligt klokken halv tolv om morgenen valgte vi at cruise ned i byen for at ordne diverse ting, heriblandt Horn's anden besøg til lægen; hans sinusbetændelse er ikke blevet bedre. Efter en lidt længere ventetid og en yderst kort konsultation hos Dr. Mustafa (no kidding) er han nu igen loadet med smertestillende og stærkere antibiotika. En udvikling af hans bihulebetændelse kan ses filmatiseret på Sinusitis: the Movie
Herefter besøgte vi the mall, hvor vi købte matchende afskyelige venindeshorts, kun for at være lamme i hovedet. Efter en god salat og investering i duftevand til Niclas, købte vi ind til morgenmaden næste dag. Denne udsædvanlige måltid bestod af mango, æbler, bananer, ananas, appelsiner, en stadig uåbnet kokosnød (satans hård skal), og yoghurt. Eksotisk mad når det er bedst.
Meanwhile blev vi inviteret til aftensmad hos the Kellys, en laid-back og venlig australsk familie, menuen stod naturligvis på barbecue, og som det er skik i Australien er det faderen i huset der styrer "the barbie". Det endte med at Michael Kelly var tæt på at brænde hele terassen ned, men på trods af det smagte bøfferne og pølserne meget godt. Efter en hyggelig middag og sniksnak med David Ariel (Ellen May's lillebror), hvor samtalen bød på alt fra tilbageblik til Mønstedtiderne til nedhakning af Martin fra X-factor, begav vi os hjem igen.
Dagen i dag bød naturligvis på førnævnte morgenmad, og intet andet. Ellen Mays familie kiggede forbi for at få inspiration til indretning af deres eget hus, der er ved at blive bygget nu. Jeg rengjorde tagrenden, vi legede Marco Polo i poolen og skal snart afsted på downtowntrip med Fish'n'Chips i søgelyset.
Cableski og videre planlægning af adventures er på programmet i morgen.
fredag den 28. november 2008
torsdag den 27. november 2008
Kapitel 29 - 081127 Backup has arrived
Så er Thomas, Niclas og Ellen ankommet, efter en forholdsvis behagelig tur - so they say. De sov igennem det meste af flyvetiden, vågnede kun op for at spise. Ruten lød København - London - Singapore - Cairns, med et hurtigt pitstop i Darwin på det sidste stykke.
Jeg skulle ikke vente længe på lufthavnen, da flyet landede 20 minutter før aftalt, så der gik nærmest ikke mere end fem minutter. Vi kastede kufferterne ind i den store bil, som min mor kørte hjem, og vi andre kastede os ind i den lille røde Jeep, med kaleche-taget nede, og pimpede hele vejen med høj musik.
Niclas havde under flyveturen fået fat i en grim bihulebetændelse, som gjorde det meste af hans tur yderst ubehagelig grundet en usædvanlig slem hovedpine. Efter en hurtig morgenmad derhjemme kørte vi derfor ned til lægen for at få ham synet. Opholdet i venteværelset var ikke så slemt, det varede max 25 minutter, inden han kom ind til lægen og vi hurtigt fik fastlagt diagnosen. Niclas fik anitbiotika og smertestillende, så de næste par dage er han drugged til ukendelighed :)
Resten af dagen gik (som forventet) ved siden af poolen, hvor Niclas var DJ og Thomas og jeg blev begge solbrændte, så meget var vi i vandet ("Water-resistant 4 hours", fuck dig solcreme). Det var ikke meget andet man kunne gøre i 35 graders varme ;D Senere tog vi på besøg hos Ellen May's families venner, et ægtepar der bor 10 minutter fra os. Faren tilbød os at tage os med ud på en sejltur til koralrevet, hvilket vi selvfølgelig ikke kunne afvise. I morgen kl 9, lød aftalen, så det skal nok blive sjovt.
Planen var egentlig, at vi skulle tage ned i byen herefter aftensmad (Goulash, prepareret af min mormor), men lige nu ligger Thomas og Niclas og snorksover ved siden af hinanden på min seng; jeg tvivler på at vi overhovedet kommer afsted. Værelset ligner allerede lort, på trods af at ingen af dem har endnu pakket ud af kufferten. Det er herligt. ;D
Hardcore globetrotter travellers in action
Jetlag er ikke til at spøge med. :)
Jeg skulle ikke vente længe på lufthavnen, da flyet landede 20 minutter før aftalt, så der gik nærmest ikke mere end fem minutter. Vi kastede kufferterne ind i den store bil, som min mor kørte hjem, og vi andre kastede os ind i den lille røde Jeep, med kaleche-taget nede, og pimpede hele vejen med høj musik.
Niclas havde under flyveturen fået fat i en grim bihulebetændelse, som gjorde det meste af hans tur yderst ubehagelig grundet en usædvanlig slem hovedpine. Efter en hurtig morgenmad derhjemme kørte vi derfor ned til lægen for at få ham synet. Opholdet i venteværelset var ikke så slemt, det varede max 25 minutter, inden han kom ind til lægen og vi hurtigt fik fastlagt diagnosen. Niclas fik anitbiotika og smertestillende, så de næste par dage er han drugged til ukendelighed :)
Resten af dagen gik (som forventet) ved siden af poolen, hvor Niclas var DJ og Thomas og jeg blev begge solbrændte, så meget var vi i vandet ("Water-resistant 4 hours", fuck dig solcreme). Det var ikke meget andet man kunne gøre i 35 graders varme ;D Senere tog vi på besøg hos Ellen May's families venner, et ægtepar der bor 10 minutter fra os. Faren tilbød os at tage os med ud på en sejltur til koralrevet, hvilket vi selvfølgelig ikke kunne afvise. I morgen kl 9, lød aftalen, så det skal nok blive sjovt.
Planen var egentlig, at vi skulle tage ned i byen herefter aftensmad (Goulash, prepareret af min mormor), men lige nu ligger Thomas og Niclas og snorksover ved siden af hinanden på min seng; jeg tvivler på at vi overhovedet kommer afsted. Værelset ligner allerede lort, på trods af at ingen af dem har endnu pakket ud af kufferten. Det er herligt. ;D
Hardcore globetrotter travellers in action
Jetlag er ikke til at spøge med. :)
tirsdag den 25. november 2008
Kapitel 28 - 081126 Wake-up call
Blot en hurtig beretning denne gang;
Så får man en sms fra Thomas om, at de er checked in på Heathrow kl 5 om morgenen. Da man har set House (genial serie btw) hele natten, falder man lidt i dvale igen, på trods af at der allerede er lyst udenfor.
Næste gang man åbner øjnene, en små tre timer efter, kigger man op på modstående væg, og lige under aircondition-anlægget sidder der en ca 15-16 cm edderkop og hygger.
Efter det første chok, fandt jeg hurtigt ud af at det var en ikke-giftig art, en såkadt Huntsman, der er meget alment i Australien. Men fy for helvede, hvor var det bare ikke det, man ønsker at vågne op til ;D
Jeg tog hurtigt støvsugeren frem, og efter et par hurtige billeder sugede jeg den op. På den måde "drukner" den i støvet i maskinens pose. En meget smart, og "vaske-væggen-efter"-fri måde at komme af med edderkopper på.
Ved denne tid i morgen er de andre allerede ankommet, det bliver 4 nice.
Nyttige linx:
http://en.wikipedia.org/wiki/Sparassidae
Så får man en sms fra Thomas om, at de er checked in på Heathrow kl 5 om morgenen. Da man har set House (genial serie btw) hele natten, falder man lidt i dvale igen, på trods af at der allerede er lyst udenfor.
Næste gang man åbner øjnene, en små tre timer efter, kigger man op på modstående væg, og lige under aircondition-anlægget sidder der en ca 15-16 cm edderkop og hygger.
Efter det første chok, fandt jeg hurtigt ud af at det var en ikke-giftig art, en såkadt Huntsman, der er meget alment i Australien. Men fy for helvede, hvor var det bare ikke det, man ønsker at vågne op til ;D
Jeg tog hurtigt støvsugeren frem, og efter et par hurtige billeder sugede jeg den op. På den måde "drukner" den i støvet i maskinens pose. En meget smart, og "vaske-væggen-efter"-fri måde at komme af med edderkopper på.
Ved denne tid i morgen er de andre allerede ankommet, det bliver 4 nice.
Nyttige linx:
http://en.wikipedia.org/wiki/Sparassidae
torsdag den 20. november 2008
Kapitel 27 - 081120 Himlen falder ned!
Så kom der rigtig gang i troperne. Fra den ene dag til den anden begyndte regnen at sile ned, ikke som det danske "nu regner jeg, nu regner jeg ikke", men ordentlig, tropisk, varm regn. I løbet af 3 dage faldt der 90 mm regn (sammenlign dette med et årligt dansk nedbør på ca 630). Luftfugtigheden kom op på 95%, altså der var næsten lige så meget vand i luften som ilt. Udover at gøre varmen tre gange mere intolerabel, gør fugtigheden en lidt ør i hovedet, man bliver hurtigt træt og gider ikke meget.
Derudover sveder man som et svin, man bliver nødt til at skifte tshirt tre gange i løbet af en dag - jeg lyver ikke, sådan er det. Og dette er kun begyndelsen, siger de lokale.. Jeg regner med at låse mig ind på mit værelse hvor der er aircon og loftventilator - det er det eneste sted hvor man kan overleve ;D
Foruden det blev vores pool naturligt nok oversvømmet, så det var ret nice.. Altså det var ikke drastisk, vandet nåede bare lige op til kanten. Heldigvis er den placeret sådan at der er ikke mange ting der kan blive ødelagt. Det blev hurtigt drænet igen. Planterne behøver i hvert fald ikke at blive vandet lige nu, men til gengæld er jeg nødt til at slå græs hver 4-5. dag. Det er et sygt sted, det her.
Hold kæft, jeg gad godt have været med til Sensation! Ud fra de billeder og klip jeg har set, virker det til at have været sygere end Tiësto, så jeg er ked af at jeg gik glip af det. Men jeg har undersøgt det nøje, Parken har vist lavet aftale med dem i 5 år, så muligheden er der igen i 2009. Der skal igen fyres op for neonlys og raverstemning :)
Jeg forsøger at følge trop i de fleste ting, der sker i Danmark, både på landsplan og de små detaljer - Peter Bech fortæller mig at det går godt for Minerva, samt at de har fået Rock Band, Xbox og tv i Minervalokalet (hvad fuck sker der for det, by the way, hvornår har den sammenslutning af idioter nogensinde givet overskud, de fyrer den åbenbart ikke nok af).
Jeg har ikke rigtig kunnet forstå hvad fanden AllStars på Tv2 går ud på, det virker rimelig hjernedødt, men hvad kan man forvente; bare det at man inviterer René Difph, sætter vist standarden. Bubber er blevet Army Ranger, Wozniacki bliver mere lækker med tiden (Paw og jeg blev i sin tid i stilhed enige; "Sku' nok.."), flyselvskabet Sterling er gået konkurs (ha!), Danmark er blevet verdensmestre i Counter-Strike, og Anni har været i fjernsynet :)
Der er ikke meget, jeg går glip af, jeg har spioner overalt. Big Brother is watching ;D
By the way, mange tak til den person, der spammede Opdater-knappen, så Hit-counteren blev boostet på bloggen :D Jeg nægter simpelthen at tro på, at der er over 5 mennesker der læser alt det her junk :)
Apropos, der er ikke sket revolutionerende ting her på det sidste, men så snart de andre ankommer (torsdag morgen, Booya!), skal jeg nok sparke gang i bloggen, så den bliver lidt mere farverig.
Until then, my foxy brethren!
<8/3/1-m>
fredag den 14. november 2008
Kapitel 26 - 081115 Countdown
Med kun 9 dage tilbage inden de andre ankommer fra Danmark, har jeg ikke tid til meget andet end at få styr på de sidste småting. Derfor har jeg af gode grunde ingen verdenssensationer at berette om. Martin, Cecilia og jeg overlevede melonplukning, og på trods af konstant piven og banden er jeg overbevist om, at vi alle tre er forholdsvis tilfredse med vores indsats på slagmarken. Det bliver uden tvivl noget, som vi kommer til at kigge tilbage på med et lettet sind. Personligt er jeg sikker på, at jeg aldrig kan se på en melon på samme måde. :D
Efter et par dages hvilen hjemme ved mig, tog de to andre afsted på nye eventyr; denne gang på en privat farm, hvor de i stedet for fruitpicking skal arbejde med dyr, heribland kameler. Jeg har ikke hørt noget fra dem siden, så enten er de blevet spist eller er uden for telefon-dækning. De var friske på at finde ud af noget sammen med os andre nytårsaften - det må vi finde ud af til den tid.
Mine bedsteforældre er på besøg! Hep hey! På trods af at jeg så dem for et par måneder siden, er det meget rart at de er her, det skaber lidt variaton. De er det perfekte umage par; min bedstefar er familiens gamle nisse, der konstant bliver tyranniseret af min bedstemor - heldigvis ikke ondskabsfuldt, men altid gennem mere eller mindre sjove, eller rettere - nedgørende kommentarer. Men min bedstefar er vant til det efter 50 års ægteskab (omfg.), så det er betragtet som god underholdning, når der opstår en mindre uoverenstemmelse mellem de to.
De er meget gode at snakke med, på trods af, at de begge næsten er på den ældre side af 70. Så det er en klar bonus at de er her helt indtil februar næste år.
Jeg bruger tiden på at løbe og træne, og _ikke_ at spise for meget, med det resultat, at jeg nu har tabt mig 16 k's, og vejer nu 80 kg. Jeg er yderst stolt af resultatet, det var egentlig 83 kilo, som jeg havde sat mig selv som mål, men på grund af melonjobbet overgik motioneringen alle forventninger, så jeg er nu nødt til at sætte flere huller i mit Balze-bælte. Konditionsmæssigt føler jeg også en drastisk forbedring, men den bakke, der fører op til vores hus, dræber mig stadig. Nu mangler jeg bare at blive markeret de rigtige steder, så er jeg stærkt tilfreds. Når det sker, kommer der billeder op, så kan i sidde og savle.
Bemærkelsesværdige begivenheder siden sidst? Tjoh, verden har fået en ny amerikansk præsident, en neger! Jeg er meget begejstret for Obama, men forventningerne til ham er næsten dramatisk enorme, og han har nærmest fået ikonstatus, og jeg kan frygte, at den status måske kan skuffe. Men lad os håbe, at jeg bliver modbevist. Jeg var på melonfarmen, dengang det skete, men på trods af det kunne man mærke, at verden åndede lettet op - det er en ny tid vi går i møde fra den 20. januar.
Derudover vil jeg gerne promovere min iPod Touch, som jeg bliver mere og mere forelsket i. Denne perfekte harmoni mellem innovativ teknologi og stilrent design har jeg ikke set mage til. Det er uden tvivl min yndlings ejendel lige nu, mest af alt fordi man har muligheden for at gøre det så personligt. Man kan downloade alverdens små programmer til den, jeg har for eksempel hentet flere små applications, som jeg uden tvivl kommer til at bruge under medicinlæsningen, hvilke er fyldt med formelsamlinger, forkortelsesforklaringer og så videre. Genialt. Så kan man også tjekke Facebook, mails, uploade billeder og film på den, kigge på Google Earth, alt!
Foruden det er der også mulighed for at hente spil, der er på niveau med en Playstation, for eksempel Crash Bandicoot! Så alt i alt kan det beskrives som en kombination mellem en videospilskonsol, en iPod, en bærbar computer, en PDA, alles zusammen. Det er en foreklet udgave af en iPhone, blot uden telefondelen. Det er også fint nok, jeg ville heller ikke være helt tryg ved at tage den med i byen, for eksempel. Den er alt for meget værd.
Sidespor, sorry :P! Anyways, Thomas, Ellen May og Niclas ankommer næste onsdag om morgenen, hvis ikke før, så ses vi i hvert fald der. Vær ikke overrasket, hvis jeg kan få dem til at skrive et par klummer i denne betydningsfulde tidsskrift. Gæstestjerner kan man ikke få nok af.
Hugz and kizzez.
B
PS. Hit-counteren forneden er et forsøg - så kan man se hvor mange der har besøgt siden. Ved dog ikke om det er kodet rigtigt, nu må vi se.
Efter et par dages hvilen hjemme ved mig, tog de to andre afsted på nye eventyr; denne gang på en privat farm, hvor de i stedet for fruitpicking skal arbejde med dyr, heribland kameler. Jeg har ikke hørt noget fra dem siden, så enten er de blevet spist eller er uden for telefon-dækning. De var friske på at finde ud af noget sammen med os andre nytårsaften - det må vi finde ud af til den tid.
Mine bedsteforældre er på besøg! Hep hey! På trods af at jeg så dem for et par måneder siden, er det meget rart at de er her, det skaber lidt variaton. De er det perfekte umage par; min bedstefar er familiens gamle nisse, der konstant bliver tyranniseret af min bedstemor - heldigvis ikke ondskabsfuldt, men altid gennem mere eller mindre sjove, eller rettere - nedgørende kommentarer. Men min bedstefar er vant til det efter 50 års ægteskab (omfg.), så det er betragtet som god underholdning, når der opstår en mindre uoverenstemmelse mellem de to.
De er meget gode at snakke med, på trods af, at de begge næsten er på den ældre side af 70. Så det er en klar bonus at de er her helt indtil februar næste år.
Jeg bruger tiden på at løbe og træne, og _ikke_ at spise for meget, med det resultat, at jeg nu har tabt mig 16 k's, og vejer nu 80 kg. Jeg er yderst stolt af resultatet, det var egentlig 83 kilo, som jeg havde sat mig selv som mål, men på grund af melonjobbet overgik motioneringen alle forventninger, så jeg er nu nødt til at sætte flere huller i mit Balze-bælte. Konditionsmæssigt føler jeg også en drastisk forbedring, men den bakke, der fører op til vores hus, dræber mig stadig. Nu mangler jeg bare at blive markeret de rigtige steder, så er jeg stærkt tilfreds. Når det sker, kommer der billeder op, så kan i sidde og savle.
Bemærkelsesværdige begivenheder siden sidst? Tjoh, verden har fået en ny amerikansk præsident, en neger! Jeg er meget begejstret for Obama, men forventningerne til ham er næsten dramatisk enorme, og han har nærmest fået ikonstatus, og jeg kan frygte, at den status måske kan skuffe. Men lad os håbe, at jeg bliver modbevist. Jeg var på melonfarmen, dengang det skete, men på trods af det kunne man mærke, at verden åndede lettet op - det er en ny tid vi går i møde fra den 20. januar.
Derudover vil jeg gerne promovere min iPod Touch, som jeg bliver mere og mere forelsket i. Denne perfekte harmoni mellem innovativ teknologi og stilrent design har jeg ikke set mage til. Det er uden tvivl min yndlings ejendel lige nu, mest af alt fordi man har muligheden for at gøre det så personligt. Man kan downloade alverdens små programmer til den, jeg har for eksempel hentet flere små applications, som jeg uden tvivl kommer til at bruge under medicinlæsningen, hvilke er fyldt med formelsamlinger, forkortelsesforklaringer og så videre. Genialt. Så kan man også tjekke Facebook, mails, uploade billeder og film på den, kigge på Google Earth, alt!
Foruden det er der også mulighed for at hente spil, der er på niveau med en Playstation, for eksempel Crash Bandicoot! Så alt i alt kan det beskrives som en kombination mellem en videospilskonsol, en iPod, en bærbar computer, en PDA, alles zusammen. Det er en foreklet udgave af en iPhone, blot uden telefondelen. Det er også fint nok, jeg ville heller ikke være helt tryg ved at tage den med i byen, for eksempel. Den er alt for meget værd.
Sidespor, sorry :P! Anyways, Thomas, Ellen May og Niclas ankommer næste onsdag om morgenen, hvis ikke før, så ses vi i hvert fald der. Vær ikke overrasket, hvis jeg kan få dem til at skrive et par klummer i denne betydningsfulde tidsskrift. Gæstestjerner kan man ikke få nok af.
Hugz and kizzez.
B
PS. Hit-counteren forneden er et forsøg - så kan man se hvor mange der har besøgt siden. Ved dog ikke om det er kodet rigtigt, nu må vi se.
| Provided by hit counter gallery. |
torsdag den 6. november 2008
Kapitel 25 - 081107 Helvede på jord 2
Previously, on Down Under:
Vi er blevet screwed in the ass, og vågner nu op i et telt med den værste smerte i ryg og led.
Under morgenudstrækninger forbandes Grunt Labour Services.
Cecilias vækkeur kimer klokken 6 om morgenen, og de tre unge globetrotters stønner i kanon af smerte. Jeg har åbenbart valgt at placere min ryg lige ovenpå en sten, hvilket gør de fleste bevægelser til en parade af pine.
Vi udvælger vores grimmeste tøj, det der kan undværes, fatter vores hatte, solcreme og max meget vand, og begiver os ud på den 1½ km lange tur til melonfarmen. Forestil jer en slags savannelandskab, hvor der på et 1x1 km's stykke land er omkring 20-30 rækker af plantager. Alt omkring er tørt, undtagen dette forholdsvis grønne område. Vi parkerer ved indgangen, og går hen til Duncan, som er supervisoren af dette djævelskab. Vi er dog ikke alene, der er nogle franskmænd, et par belgiere og tre tyskere. Alle lidt ældre end os, men de er alle backpackere. Omkring os er der kun to traktorer, hver med deres trailer, og en lille gaffeltruck. Vi får besked på at hoppe op på den ene af trailerne, hvilke er anrettet således, at der er 4 kæmpe pap-baljer på hver ende, og en lille plads til at stå i midten. Disse pap-baljer kan gennemsnitligt rumme et halv tons melon, altså på en fuld trailer er der 4 tons meloner.
Vi klatrer op på traileren, og kører et par minutter, indtil vi får besked på at hoppe af. På jorden ligger der en slags bro, med et løbebånd, som vi skal have fastgjort til trailerens side, således at den hænger omkring 10 meter ud over marken, omkring i skulderhøjde. Vi får verdens hurtigste melonkursus, ("den der er god, den der er for gul, den der er lidt for lille". Slut), hvorefter traktoren begynder at køre, og bliver sat til at gå omme bag ved broen, hvilket de på australsk kalder the boom. Vi får tildelt en havesaks hver, og en gammel klud, og så er det ellers bare med at komme i gang.
Man skal gå og kigge efter gode meloner, der har en forholdsvis okay størrelse, og ikke er for solbrændt. Når man har fundet en, bøjer man sig ned, klipper roden fra, tjekker om der er jord på, hvis ja, børster man det af med kluden, hvorefter man sætter den op på the boom, hvis løbebånd kører den hen til traileren.
På traileren står vores anden supervisor, Ajvar, eller Eibar, eller et eller andet åndssvagt, en spade fra Estland, der har påtaget sig en falsk irsk accent, da han mener, at det kan score flere piger. Tro mig, han sagde det selv, dengang vi spurgte. Problemet er at hans accent på ingen måde er irsk eller australsk, men mere en klam blanding mellem disse, hvilket resulterer i at man næsten ikke kan forstå hvad han siger.
Men den falske Colin Farrell står altså på traileren og modtager melonerne, og her kommer det klammeste, grunden til vi hader ham, udover det med hans accent: han tager dem op, kigger lidt på dem, klapper engang, hvis han synes, at den ikke er god, kaster han dem af traileren, lige ved siden af os, de flækker, og værs'go', spildt arbejde. Nu kan man jo sige, jaja, han kan jo heller ikke godtage meloner, der ikke er i orden, og at han nok har mere styr på det end vi har, men hold kæft, hvor er det verdens mest nederen ting at se. Det ville være fint nok, hvis det nu var et par stykker, men at han kyler næsten hver femte melon af vognen, nogle gange i salver af 4-5, er direkte nok til at bringe ens urin i kog.
Apropos det at koge, så har jeg slet ikke nævnt hvad der gør arbejdet tre hundrede procent sværere. Nu er det jo sådan, at jo længere nordpå man kommer, jo varmere bliver det, og det kan man tydeligvis mærke heroppe. Når der er 35 grader i skyggen, tør jeg ikke engang gætte på hvor varmt det kan blive ude på den skodmark. Jorden er tør og støvet, solen brænder ens hud, man er beskidt overalt på kroppen, sveden blander sig med jord, man får det i øjnene og munden, og man er ved at dø af tørst. Vi får en 3-4 minutters drikkepause hver gang vi fylder en trailer op. Og det er altså 4 tons melon, og vi er 6-7 mennesker der løfter det, altså en 600 kilo fra hver, ikke at tale om alle de meloner, der bliver smidt af vognen fordi de "ikke var optimale". Onsdag lykkedes det os at fylde 7 trailere. Prøv at gange 600 kilo med 7.
Og sådan bliver det ved. Fra 7 til 12, og så får man en halv times pause til at spise. Herefter kan det så være indtil klokken 2-3 stykker.
Det mest interessante er, hvordan vores hjerner opfattede denne pressede og udmattende situation. Til at starte med, gik det fint nok, kun fordi det var nyt, og vi havde det sjovt.. eller, sjovt og sjovt, det var i hvert fald ikke kedeligt. Vi snakkede til hinanden, og hver gang vi så en god melon tænkte vi "nice, dén der er min!" Men efterhånden som temperaturen steg, faldt entusiasmen drastisk og man kom i tvivl om hvad fanden man egentlig lavede her. Så kom den ironiske oprørs-periode, hvor vi begyndte at diskutere desperat om det er dét her, man er gået 12 år i skole for. Derudover begyndte man at tvivle på, om sådanne arbejdsvilkår er i overensstemmelse med de universielle menneskerettigheder, og om man burde ringe til FN for at blive frelst for det her helvede. Så begynder man at tænke over, hvad der kunne være mere nederen end det her arbejde. Man lufter spørgsmålet til de andre, og Martin Bro svarer "å-mand", altså sådan en, der gør åerne rene (kilde: Maxi-due fra 9., åbenbart). Men eftersom man kommer lidt længere frem i tid, begynder karrieren som å-mand at blive mere og mere tiltrækkende; alt for at blive frelst fra det her.. Herefter kommer de morderiske tanker, at man overvejer at kaste sin havesaks ind i struben på Colin Farrell, hvis han vover at smide en mere melon ud, som man har brugt energi på at samle op. Dette overvejer man seriøst, da det måske kunne betyde at man blev fyret - hvilket ville være idyl.
Og herefter, komme den sidste fase, nemlig frakobling, som vi først opnåede onsdag. Dette er det endelige sindstilstand, hvor man simpelthen ikke længere gider at tænke over hvor hårdt det er, da det ville tage for meget af ens energi. Man accepterer, at ens menneskelige egenskaber bliver slettet bort og man bliver reduceret til en arbejdsmaskine. Man begynder bogstaveligt talt at tænke på ingenting, kobler fra, og lader rutinen overtage. Man kan stadig mærke hvor varmt det er, hvor ondt det gør, hvor klam og ulækker man føler sig, men man er blevet ligeglad.
Dette holder i hvert fald indtil videre. Vi har planer om at arbejde indtil tirsdag, om vi overlever indtil da, må i finde ud af til den tid.
Jeg er i Cairns lige nu, mine bedsteforældre ankommer fra Ungarn i dag, så jeg har skullet forlade de to andre oppe på slagmarken. Jeg kører derop igen i dag med forsyninger i form af dåsetun, billig cola og nye vanddunke.
Vi ses næste gang, forhåbentlig.
/B
Vi er blevet screwed in the ass, og vågner nu op i et telt med den værste smerte i ryg og led.
Under morgenudstrækninger forbandes Grunt Labour Services.
Cecilias vækkeur kimer klokken 6 om morgenen, og de tre unge globetrotters stønner i kanon af smerte. Jeg har åbenbart valgt at placere min ryg lige ovenpå en sten, hvilket gør de fleste bevægelser til en parade af pine.
Vi udvælger vores grimmeste tøj, det der kan undværes, fatter vores hatte, solcreme og max meget vand, og begiver os ud på den 1½ km lange tur til melonfarmen. Forestil jer en slags savannelandskab, hvor der på et 1x1 km's stykke land er omkring 20-30 rækker af plantager. Alt omkring er tørt, undtagen dette forholdsvis grønne område. Vi parkerer ved indgangen, og går hen til Duncan, som er supervisoren af dette djævelskab. Vi er dog ikke alene, der er nogle franskmænd, et par belgiere og tre tyskere. Alle lidt ældre end os, men de er alle backpackere. Omkring os er der kun to traktorer, hver med deres trailer, og en lille gaffeltruck. Vi får besked på at hoppe op på den ene af trailerne, hvilke er anrettet således, at der er 4 kæmpe pap-baljer på hver ende, og en lille plads til at stå i midten. Disse pap-baljer kan gennemsnitligt rumme et halv tons melon, altså på en fuld trailer er der 4 tons meloner.
Vi klatrer op på traileren, og kører et par minutter, indtil vi får besked på at hoppe af. På jorden ligger der en slags bro, med et løbebånd, som vi skal have fastgjort til trailerens side, således at den hænger omkring 10 meter ud over marken, omkring i skulderhøjde. Vi får verdens hurtigste melonkursus, ("den der er god, den der er for gul, den der er lidt for lille". Slut), hvorefter traktoren begynder at køre, og bliver sat til at gå omme bag ved broen, hvilket de på australsk kalder the boom. Vi får tildelt en havesaks hver, og en gammel klud, og så er det ellers bare med at komme i gang.
Man skal gå og kigge efter gode meloner, der har en forholdsvis okay størrelse, og ikke er for solbrændt. Når man har fundet en, bøjer man sig ned, klipper roden fra, tjekker om der er jord på, hvis ja, børster man det af med kluden, hvorefter man sætter den op på the boom, hvis løbebånd kører den hen til traileren.
På traileren står vores anden supervisor, Ajvar, eller Eibar, eller et eller andet åndssvagt, en spade fra Estland, der har påtaget sig en falsk irsk accent, da han mener, at det kan score flere piger. Tro mig, han sagde det selv, dengang vi spurgte. Problemet er at hans accent på ingen måde er irsk eller australsk, men mere en klam blanding mellem disse, hvilket resulterer i at man næsten ikke kan forstå hvad han siger.
Men den falske Colin Farrell står altså på traileren og modtager melonerne, og her kommer det klammeste, grunden til vi hader ham, udover det med hans accent: han tager dem op, kigger lidt på dem, klapper engang, hvis han synes, at den ikke er god, kaster han dem af traileren, lige ved siden af os, de flækker, og værs'go', spildt arbejde. Nu kan man jo sige, jaja, han kan jo heller ikke godtage meloner, der ikke er i orden, og at han nok har mere styr på det end vi har, men hold kæft, hvor er det verdens mest nederen ting at se. Det ville være fint nok, hvis det nu var et par stykker, men at han kyler næsten hver femte melon af vognen, nogle gange i salver af 4-5, er direkte nok til at bringe ens urin i kog.
Apropos det at koge, så har jeg slet ikke nævnt hvad der gør arbejdet tre hundrede procent sværere. Nu er det jo sådan, at jo længere nordpå man kommer, jo varmere bliver det, og det kan man tydeligvis mærke heroppe. Når der er 35 grader i skyggen, tør jeg ikke engang gætte på hvor varmt det kan blive ude på den skodmark. Jorden er tør og støvet, solen brænder ens hud, man er beskidt overalt på kroppen, sveden blander sig med jord, man får det i øjnene og munden, og man er ved at dø af tørst. Vi får en 3-4 minutters drikkepause hver gang vi fylder en trailer op. Og det er altså 4 tons melon, og vi er 6-7 mennesker der løfter det, altså en 600 kilo fra hver, ikke at tale om alle de meloner, der bliver smidt af vognen fordi de "ikke var optimale". Onsdag lykkedes det os at fylde 7 trailere. Prøv at gange 600 kilo med 7.
Og sådan bliver det ved. Fra 7 til 12, og så får man en halv times pause til at spise. Herefter kan det så være indtil klokken 2-3 stykker.
Det mest interessante er, hvordan vores hjerner opfattede denne pressede og udmattende situation. Til at starte med, gik det fint nok, kun fordi det var nyt, og vi havde det sjovt.. eller, sjovt og sjovt, det var i hvert fald ikke kedeligt. Vi snakkede til hinanden, og hver gang vi så en god melon tænkte vi "nice, dén der er min!" Men efterhånden som temperaturen steg, faldt entusiasmen drastisk og man kom i tvivl om hvad fanden man egentlig lavede her. Så kom den ironiske oprørs-periode, hvor vi begyndte at diskutere desperat om det er dét her, man er gået 12 år i skole for. Derudover begyndte man at tvivle på, om sådanne arbejdsvilkår er i overensstemmelse med de universielle menneskerettigheder, og om man burde ringe til FN for at blive frelst for det her helvede. Så begynder man at tænke over, hvad der kunne være mere nederen end det her arbejde. Man lufter spørgsmålet til de andre, og Martin Bro svarer "å-mand", altså sådan en, der gør åerne rene (kilde: Maxi-due fra 9., åbenbart). Men eftersom man kommer lidt længere frem i tid, begynder karrieren som å-mand at blive mere og mere tiltrækkende; alt for at blive frelst fra det her.. Herefter kommer de morderiske tanker, at man overvejer at kaste sin havesaks ind i struben på Colin Farrell, hvis han vover at smide en mere melon ud, som man har brugt energi på at samle op. Dette overvejer man seriøst, da det måske kunne betyde at man blev fyret - hvilket ville være idyl.
Og herefter, komme den sidste fase, nemlig frakobling, som vi først opnåede onsdag. Dette er det endelige sindstilstand, hvor man simpelthen ikke længere gider at tænke over hvor hårdt det er, da det ville tage for meget af ens energi. Man accepterer, at ens menneskelige egenskaber bliver slettet bort og man bliver reduceret til en arbejdsmaskine. Man begynder bogstaveligt talt at tænke på ingenting, kobler fra, og lader rutinen overtage. Man kan stadig mærke hvor varmt det er, hvor ondt det gør, hvor klam og ulækker man føler sig, men man er blevet ligeglad.
Dette holder i hvert fald indtil videre. Vi har planer om at arbejde indtil tirsdag, om vi overlever indtil da, må i finde ud af til den tid.
Jeg er i Cairns lige nu, mine bedsteforældre ankommer fra Ungarn i dag, så jeg har skullet forlade de to andre oppe på slagmarken. Jeg kører derop igen i dag med forsyninger i form af dåsetun, billig cola og nye vanddunke.
Vi ses næste gang, forhåbentlig.
/B
Kapitel 24 - 081106 Helvede på jord
ADVARSEL; hvis du er frastødt af bandeord, slaveri, morderiske tanker, tørke, meloner eller hatte, forlad siden nu!
Det hele startede ud med, at Martin Bro ringer til mig mandag eftermiddag og fortæller, at det er lykkedes ham og Cecilia at finde arbejde. Det er en farm, placeret omkring 45 minutters kørsel fra Cairns, og de har ledige stillinger, hvis vi kan slå til i morgen (tirsdag). Ka-ching, tænker jeg, top knotch, så kører jeg lige ned i byen for at mødes med dem, så vi kan blive registreret hos jobkontoret, der har fået det finurlige navn; Grunt Labour Sevices (WoW overalt.). Denne registreringsproces startede ud med, at vi skulle fylde omkring 20-25 siders blanketter ud, med alt fra tidligere sygdomme, til visum, fra skattekort til tidligere arbejdsgivere. Sidstnævnte blanket var dog meget morsom, da der var ikke nogen af os der kunne huske navnet på vores arbejdsgivere, altså på personligt niveau, så vi valgte at skrive useriøse navne i stedet for; min chef i Føtex Viborg blev Simon Krabbe - du kan føle dig stolt.
Anden fase af registreringsprocessen var dog meget mere lærerig (læs: afskyelig), da vi blev tvunget til at se to videoer, begge fra 80'erne, hvoraf den første omhandlede sikkerhed på arbejdspladsen (hvordan man ikke skærer sine fingre af med en rundsav og alt sådan noget crap) og den anden omkring frugtplukkeri (hvordan man løfter - ikke med ryggen, men med fødderne og fuck you), og selvfølgelig skulle der lige være en lille popquiz til sidst, fy for helvede, man kunne bare mærke at den eneste grund til at vi skulle bruge 2 timer på det var, at de så ikke kunne blive sagsøgt hvis vi fik en arbejdsskade.
Anyways, dette er kun begyndelsen, bær over med mig, jeg har en masse rage der skal ud.
Vi får fortalt, at hvis vi nævner, at vi kommer fra Grunt, når vi kommer frem, får vi rabat, således at der er plads i et roadhouse til $6 om dagen, hvilket er en meget god pris.Vi forlader så det skodkontor, for at gå lidt rundt og kigge på hatte, solcreme og noget andet stads, der skal bruges når nogle glade backpackers skal ud at plukke frugter.
Ja, det trækker op til storm nu, kan du mærke det?
Vi aftaler at vi tager alle hjem og pakker, og så mødes vi ved Martins hostel om aftenen, så vi efter en omgang aftensmad kan køre op til frugtplukkerstedet, sådan at vi er klar til næste morgen.
Det skal lige siges, at ved Grunt fik vi et håndtegnet, simpelt og meget overfladisk kort over hvor vi skulle hen. Jeg forsøger at klarlægge ruten, så snart jeg kommer hjem, men Google Maps vælger at vise mig helt forkerte ting, og det passer overhovedet ikke med det hjemmelavede kort. Efter lidt tid scrollen frem og tilbage, vælger jeg at ringe til farmen, for at høre om, hvor pokker de egentlig er. Den gode mand med navnet Andrew fortæller mig muntert, at det skam ikke er 45 minutter, men derimod 250 km væk, hvilket på en god dag svarer til to en halv times kørsel. Da natten på dette tidspunkt allerede er ved at falde på, kan vi ikke køre derop, da der er fyldt med kænguruer og køer på vejene. Røvrendt #1. Oh yes, more to come.
Ak, tænker vi, og siger til Andrew, at vi nok ikke er klar på tirsdag, men først dagen efter. Dette har han det fint nok med, så vi bruger tirsdag formiddag på at købe mad og de sidste par ting, da vi nu kommer til at være lidt længere væk fra byen end regnet med. Vi kører hjemmefra ved 2-tiden, og efter et par pauser, hvor vi tager billeder af udsigten, kommer vi frem til Lakeland, byen, hvor der _intet_ er. Vi finder så hurtigt ud af, at det hjemmelavede kort hverken var simpel eller overfladisk, det er selve byen, der er det. 1x Roadhouse, 1x Caravan park, 1x tankstation, 1x pub, og måske 5 huse udover det. Whatever, tænker vi, så længe vi har et sted at crashe. Vi kører op til roadhousen, og forhører os om det er her, man kan få et værelse, hvis man er frugtplukker. Nej, siger de, de har overhovedet ikke værelser. Røvrendt #2. Nårh, okay, siger vi så, og spørger om der er andre steder i byen, hvor det kunne være. Vi bliver henvist til den såkaldte caravan park, der på rigsdansk svarer til en ganske almindelig campingplads.
Vi triller derned, ringer på receptionsklokken, hvorefter en ældre mand kommer ud og opkræver 75 dollars fra os hver for en uge, og da vi spørger om Grunt-rabatten, kender han selvfølgelig intet til det. Røvrendt #3. Herefter stiller han så det gyldne spørgsmål; om vi har telt eller campervan. Vi kigger på hinanden med et "hold kæft det her kan bare ikke være rigtigt"-blik i øjnene, da vi selvfølgelig hverken har det ene eller det andet, vi fik jo besked på at det ikke var nødvændigt. Røvrendt #4. Det skal så siges, at camping-ejeren var meget sympatisk, dengang vi forklarede ham, at vi er blevet løjet overfor, og han var frisk nok på at finde sit 6-mands telt frem og leje det ud til os for 10 dollars om ugen. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, da vi ikke havde noget valg. Vi får vores plads, og begynder at sætte det sammen, men hurtigt finder ud af at der mangler en masse stænger, der er yderst kritiske for fremstillingen af et stabilt og velfungerende telt. Dette ville også gælde for en Røvrendt, men på grund af pladsejerens gode vilje vælger jeg at overse dette.
Den gode man løber ind i huset igen og finder sit andet telt frem - hvilket vi nu får gratis, da det kun er et 4-mands telt. Hurtigt stiller vi det op, og smutter op på pub'en for at spise en omgang fish'n'chips, hvorefter vi lægger os til at sove i teltet. Det "at sove" er nu relativt: da vi hverken har liggeunderlag eller madras, kan vi kun folde noget af vores tøj ud i teltets bund for at skabe en lille smule affjedring og komfort, hvilket naturligvis ikke hjælper en dart. På trods af udmattethed grundet dagens strabasser formår vi alligevel at grine lidt over den ynkelige situation.
Fortsættes... det bliver værre...
Det hele startede ud med, at Martin Bro ringer til mig mandag eftermiddag og fortæller, at det er lykkedes ham og Cecilia at finde arbejde. Det er en farm, placeret omkring 45 minutters kørsel fra Cairns, og de har ledige stillinger, hvis vi kan slå til i morgen (tirsdag). Ka-ching, tænker jeg, top knotch, så kører jeg lige ned i byen for at mødes med dem, så vi kan blive registreret hos jobkontoret, der har fået det finurlige navn; Grunt Labour Sevices (WoW overalt.). Denne registreringsproces startede ud med, at vi skulle fylde omkring 20-25 siders blanketter ud, med alt fra tidligere sygdomme, til visum, fra skattekort til tidligere arbejdsgivere. Sidstnævnte blanket var dog meget morsom, da der var ikke nogen af os der kunne huske navnet på vores arbejdsgivere, altså på personligt niveau, så vi valgte at skrive useriøse navne i stedet for; min chef i Føtex Viborg blev Simon Krabbe - du kan føle dig stolt.
Anden fase af registreringsprocessen var dog meget mere lærerig (læs: afskyelig), da vi blev tvunget til at se to videoer, begge fra 80'erne, hvoraf den første omhandlede sikkerhed på arbejdspladsen (hvordan man ikke skærer sine fingre af med en rundsav og alt sådan noget crap) og den anden omkring frugtplukkeri (hvordan man løfter - ikke med ryggen, men med fødderne og fuck you), og selvfølgelig skulle der lige være en lille popquiz til sidst, fy for helvede, man kunne bare mærke at den eneste grund til at vi skulle bruge 2 timer på det var, at de så ikke kunne blive sagsøgt hvis vi fik en arbejdsskade.
Anyways, dette er kun begyndelsen, bær over med mig, jeg har en masse rage der skal ud.
Vi får fortalt, at hvis vi nævner, at vi kommer fra Grunt, når vi kommer frem, får vi rabat, således at der er plads i et roadhouse til $6 om dagen, hvilket er en meget god pris.Vi forlader så det skodkontor, for at gå lidt rundt og kigge på hatte, solcreme og noget andet stads, der skal bruges når nogle glade backpackers skal ud at plukke frugter.
Ja, det trækker op til storm nu, kan du mærke det?
Vi aftaler at vi tager alle hjem og pakker, og så mødes vi ved Martins hostel om aftenen, så vi efter en omgang aftensmad kan køre op til frugtplukkerstedet, sådan at vi er klar til næste morgen.
Det skal lige siges, at ved Grunt fik vi et håndtegnet, simpelt og meget overfladisk kort over hvor vi skulle hen. Jeg forsøger at klarlægge ruten, så snart jeg kommer hjem, men Google Maps vælger at vise mig helt forkerte ting, og det passer overhovedet ikke med det hjemmelavede kort. Efter lidt tid scrollen frem og tilbage, vælger jeg at ringe til farmen, for at høre om, hvor pokker de egentlig er. Den gode mand med navnet Andrew fortæller mig muntert, at det skam ikke er 45 minutter, men derimod 250 km væk, hvilket på en god dag svarer til to en halv times kørsel. Da natten på dette tidspunkt allerede er ved at falde på, kan vi ikke køre derop, da der er fyldt med kænguruer og køer på vejene. Røvrendt #1. Oh yes, more to come.
Ak, tænker vi, og siger til Andrew, at vi nok ikke er klar på tirsdag, men først dagen efter. Dette har han det fint nok med, så vi bruger tirsdag formiddag på at købe mad og de sidste par ting, da vi nu kommer til at være lidt længere væk fra byen end regnet med. Vi kører hjemmefra ved 2-tiden, og efter et par pauser, hvor vi tager billeder af udsigten, kommer vi frem til Lakeland, byen, hvor der _intet_ er. Vi finder så hurtigt ud af, at det hjemmelavede kort hverken var simpel eller overfladisk, det er selve byen, der er det. 1x Roadhouse, 1x Caravan park, 1x tankstation, 1x pub, og måske 5 huse udover det. Whatever, tænker vi, så længe vi har et sted at crashe. Vi kører op til roadhousen, og forhører os om det er her, man kan få et værelse, hvis man er frugtplukker. Nej, siger de, de har overhovedet ikke værelser. Røvrendt #2. Nårh, okay, siger vi så, og spørger om der er andre steder i byen, hvor det kunne være. Vi bliver henvist til den såkaldte caravan park, der på rigsdansk svarer til en ganske almindelig campingplads.
Vi triller derned, ringer på receptionsklokken, hvorefter en ældre mand kommer ud og opkræver 75 dollars fra os hver for en uge, og da vi spørger om Grunt-rabatten, kender han selvfølgelig intet til det. Røvrendt #3. Herefter stiller han så det gyldne spørgsmål; om vi har telt eller campervan. Vi kigger på hinanden med et "hold kæft det her kan bare ikke være rigtigt"-blik i øjnene, da vi selvfølgelig hverken har det ene eller det andet, vi fik jo besked på at det ikke var nødvændigt. Røvrendt #4. Det skal så siges, at camping-ejeren var meget sympatisk, dengang vi forklarede ham, at vi er blevet løjet overfor, og han var frisk nok på at finde sit 6-mands telt frem og leje det ud til os for 10 dollars om ugen. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, da vi ikke havde noget valg. Vi får vores plads, og begynder at sætte det sammen, men hurtigt finder ud af at der mangler en masse stænger, der er yderst kritiske for fremstillingen af et stabilt og velfungerende telt. Dette ville også gælde for en Røvrendt, men på grund af pladsejerens gode vilje vælger jeg at overse dette.
Den gode man løber ind i huset igen og finder sit andet telt frem - hvilket vi nu får gratis, da det kun er et 4-mands telt. Hurtigt stiller vi det op, og smutter op på pub'en for at spise en omgang fish'n'chips, hvorefter vi lægger os til at sove i teltet. Det "at sove" er nu relativt: da vi hverken har liggeunderlag eller madras, kan vi kun folde noget af vores tøj ud i teltets bund for at skabe en lille smule affjedring og komfort, hvilket naturligvis ikke hjælper en dart. På trods af udmattethed grundet dagens strabasser formår vi alligevel at grine lidt over den ynkelige situation.
Fortsættes... det bliver værre...
Abonner på:
Opslag (Atom)