Kapitel 19 - 080930 Roadtrippin' pt 2

Dag 4
Chill-dag, hvor vi fik lov til at restituere lidt. Vi besluttede at blive i Halls Creek endnu en dag (som for resten kun er 170 km fra Wolf Creek, thx Simon ;D). På trods af at mine forældre havde denne skræmmende film i baghovedet – jeg har ikke set den endnu – så blev vi her for at få ordentlig tid til at se på den nærliggende park (der er på størrelse med Fyn, ca, vel at mærke.)

I starten var jeg lidt skeptisk overfor idéen, jeg ville nu helst få denne rejse overstået, så jeg kunne komme ned til beach og chicks, men jeg kom på andre tanker dengang jeg så hvad vi skulle kigge på.
Runde klipper, omkring 100 meter høje, og hundredvis af dem.

Klipperne har to forskellige farver; en rød, der er på grund af jernoxid (aka rust) og det sorte, som er en samling af cyanobakteriefossiler. Det var virkelig imponerende at gennemføre den 2 km lange gåtur blandt disse kæmpe sten, nede i kløften, og at forsøge at klatre så langt op ad dem, man kunne.

Jeg sværger, det er sidste gang, jeg sammenligner med World of Warcraft, men prøv nu for fanden at se;

























Copyright wowfotografoliverlol ;D
Jeg ved det er nørdet, men når man har kigget på sådan noget landskab på computeren i lang tid, er det imponerende når det lige pludselig bliver en realitet :P
Men ja, ikke mere WoW, medmindre jeg møder en pige der ligner en elver til punkt og prikke. Eller en ork (lol).


Dag 5

I dag kørte vi hele dagen, 1145 kms i alt, nu er der kun 2100 tilbage. Endelig er Western Australia overstået, nu er vi i Northern Territory, hvorefter vi bevæger os over til Queensland i morgen. Vi har endnu ikke kørt en kænguru ned, gudskelov. Ellers har det været super-kedeligt, 2 dage mere af det samme. Bvadr.

Dag 6+7

Jeg slår lige de to dage sammen, da der ikke skete en skid. Vi ankom til Cairns tirsdag aften, og overtog vores holiday appartment, hvilket vi skal bo i indtil vi kan finde et hus som vi kan lide. Helst indenfor en uge. Luften i Cairns er meget mere tropisk, fugtig og varm. Det er det, de unge vil ha'. Der er chicks allaround, der er 10 meter ned til stranden fra vores hotel, og restauranter og strandbarer. Jeg kan hurtigt vænne mig til det :D














Vi skal kigge på crib de næste par dage, skal nok linke, når vi finder noget tilfredsstillende.

XOXOX
Balz

Kapitel 18 - 080923 Roadtrippin'

Dag 1

Efter vækkeuret ringede klokken halv fire, skyndte jeg mig lige at logge på msn, lige for at se om der skete noget spændende natten over. Efter at have sagt farvel til nogle folk, skyndte jeg mig at hive internettet fra hinanden, hvorefter jeg pakkede de resterende småting i bilen. Med cappen på skrå og ingen bh begiver vi os så ud på den store tur på tværs af Australien. I modsætning til andre større ture, havde vi ikke planlagt denne udflugt til punkt og prikke. Jeg har samlet et par telefonnumre på de hoteller, vi kører forbi, men foruden det var det ”vi tager det på rutinen”.

Første dag beslutter vi at køre til Newman, en by midt ude i ørkenen der er bygget op omkring verdens største jernmine. Dette gudsforladte sted er 1200 km fra Perth, hvilket betyder en 14 timers kørsel. Ørkenen er ikke kun sand, der er buskads og små træer så langt øjet rækker.

Undervejs ser man omkring 200 døde kænguruer, der er blevet kørt ned, på grund af de blev fristet til at varme sig på den lune asfalt. Nysgerrighed slog kænguruen ihjel.

Nårh, men vi kommer i hvert fald frem – klokken 7 om aftenen, tjekker ind på et skummelt-udseende roadhouse. Da der ikke var flere familie-værelser tilbage, får vi tildelt to dobbeltværelser, med hver to dobbeltsenge. Heldigt for mig, mener min far at han ikke gider at sove i sengen, han tager gulvet, så det er heldigt nok.

Dag 2

For shizzle, vi står op tidligt klokken 6 igen, "Vi skal få det meste ud af dagen" åbenbart. Jeg lægger ud med at køre 400 kms i den lille hvide, jeg kan faktisk godt lide den. Udefra ligner det verdens mest girly bil, men jeg skal nok pimpe den op, når vi kommer til Cairns.

Et par pics til folket:

Et stykke af ørkenen. Et meget lille stykke.

Der er ikke så forfærdeligt meget, man kan berette om. Engang imellem, da vi stoppede, kørte jeg lidt offroad og driftede lidt rundt i sandet, med håndbremsen trukket altså, mest for at være en idiot. Det var faktisk fedt nok, fik da lavet et par 180'ere :D!

Da vi overvurderede vores anslåede hastighed, faldt natten lige

pludselig på dengang vi var omkring 300 km fra vores hotel. Dette betød, at kænguruerne vælger at komme frem fra "the bush", for at sidde og chille på den varme asfalt. Evidently, for o

s betød det at vi skulle sætte farten ned fra 120 til 60-70. Min far fik så den gode idé, at vi skulle køre bagved en såkaldt "road-train", hvilket som navnet antyder er en lastbil af overdrevne proportioner. Disse kan blive helt op til 53 meter (det max tilladte), alt efter hvormange vogne man spænder efter lastbilen, det er som regel 3 eller 4.

Se figur!

Nårh, men i hvert fald kommer vi frem til Broome, en turistby powered by perlefiskeri (?!). Vi finder vores hotel, aftensmad, bad, zleep.

Dag 3

Så er vi on the road again; Denne gang vender vi mod øst. I dag er nogenlunde det samme som før. Sceneriet skifter lidt, fra 100% intet, altså bare græs så langt øjet kan se; og derefter 100 meter høje bjerge. Der var et sted, hvor vi stoppede på grund af de andre syntes at et bjerg/bakke var in

teressant.

På en måde synes jeg også, at der var noget over det, men jeg synes bare at jeg havde set det mange gange i forvejen. Så kom jeg fandme i tanke om det. World of Warcraft spillende læsere kan hurtigt relatere til sammenligningen:

Tak til Oliver for billedet :)

Ellers er det bare copy/paste fra i går, vi kører igennem ørkenen hele dagen. Det er ved at være lidt kedeligt, især varme-delen af det, det kan godt komme op på 38-39 grader. Gudskelov for Aircon.

Det er aften, vi er i en by der hedder Hall's Creek, bogstaveligt midt ude i ingenting. $15 for trådløst internet i en dag, så det er overkommeligt. Egentlig er det sejko, at man kan få internet herude.

Allrighty then. Dette er første del af ørkenvandringen, jeg vender stærkt tilbage.
Sis sinare <3

M/8-3-1/B

Kapitel 17 - 080920 Locked and loaded

Så er vi ved at være ved vejs ende her i Perth. De sidste par dage, ja uger nærmest, er gået med at pakke hus sammen, pillet møbler fra hinanden, og stablet kasser. Sjovt som det måske lyder, bliver det hurtigt ensformigt.

Min mutter har lavet et register, så vi ved hvad der er i hver af kasserne; indtil videre har vi 201 kasser, heraf omkring 40 fyldt med bøger. Jeg er meget glad for, at jeg ikke skal bære det hele ind i en lastbil, det er det, man har professionelle til.

Planen for de par dage er allerede fastlagt, søndag skal vi til afskeds-halløj for min far, mandag kommer dem der skal gøre gulvtæppet rent, og tirsdag kommer flyttedudes. Onsdag morgen, klokken lort begiver vi os af sted på den store tur.

Jeg har ved hjælp af Google Earth beregnet mig frem til, at den hurtigste vej fra Perth til Cairns ser nogenlunde således ud:

Først kører vi mod nord, hvorefter vejen drejer af mod øst. Sammenlagt bliver det til 5500 km, fordelt udover 7 dage. Undervejs kommer vi sikkert til at se en masse interessante ting, men jeg kan nok ikke poste dem med det samme, da der hverken er mobil-dækning eller internet midt i ørkenen.

Heldigvis er der 3 af os, der kører, så der er altid en der kan tage en slapper. Vi skal køre i 2 biler, den røde Jeep og den lille hvide Ford. Sidstnævnte automobil har fået en makeover - ikke "bitchin' new rimz"-slagsen, mest mekanisk. Det ville være ubehageligt hvis den pludselig valgte at bryde sammen midt i ørkenen. Det ville være surt. Planen er, at jeepen kører foran det meste af turen, mest på grund af at den er i besiddelse af et såkaldt kængurugitter (bull-bar på australsk), hviket er et metalgitter ud over kofangeren for at beskytte bilen - you get the picture. Dette er meget vigtigt, især om natten. Asfalten er stadigvæk varm, og det tiltrækker de satans hoppende dyr. Og dumme som de er, bliver de ikke bange, når der kommer noget kørende imod dem, men derimod tænker "wtf is dis light plz?!" og står stille midt på vejen.

Pics og sjove anekdoter fra turen kommer nok fra den anden side af Australien.

Until we meet again!

Ciao.

M/8-3-1/B

Kapitel 16 - 080908 Kænguru, perleøreringe og hajtand

Søndag aften tog vi ud at spise for at fejre mine forældres 20 års bryllupsdag. Vi tog ud på den lokale golfbane, hvis restaurant er en af de mere elegante af slagsen. Det var faktisk rigtig hyggeligt, min far fik et nyt digitalt ur og min mor fik perleøreringe. Jeg købte dem et oppusteligt baskeballkurv, som man kan have flydende ovenpå vandet i poolen, så kan man spille med det. Userisøst, men sjovt - de har jo nærmest alt det, de har brug for ;D











Så sidder vi der og spiser, nyder udsigten af golfbanen, da der pludselig hopper tre kænguruer frem lidt længere nede, og begynder at chille og spise græs. Det skal siges, at stedet var midt i storbyen, men åbenbart er en golfbane et idealt habitat for sådanne eksotiske kreaturer. Lidt efter begynde de at lege, præcis som i Disneyfilm så stod de og boksede lidt til hinanden.. ;D Meget kært. Man må ikke komme alt for tæt på dem, så kan det være de føler sig truet. Når de angriber for real, så støtter de sig op på halen, og bruger deres to muskuløse ben til at give en et ordentligt spark. Det kan godt gå hen og gøre ondt, især med deres skarpe kløer. Så søde er de at se på, men de kan også være farlige.











Dagen efter, under min daglige tur ned på stranden skete der så noget ubehageligt. Jeg var ude at surfe, og vandet var ret ulækkert, der var tang og planter overalt i vandet, skubbet op på stranden af stormen tidligere. Jeg havde lige ridet på en bølge ud til stranden og var på vej ind igen, da jeg så kommer til at træde i noget satans skarpt, og jeg mærker det bore sig op i min fod. Jeg hopper lidt rundt og sætter mig op på surfbrættet, kigger ned og hiver en haj-tand ud af foden. Så var der ikke meget mere surf den dag.. Jeg tog selvfølgelig tanden med hjem, jeg overvejede at lave en halskæde ud af den, for at være åndssvag, men ved nærmere eftertanke så var den pisseskarp og jeg gad ikke at få den stukket i halsen.
Dagene efter gik med at humpe lidt frem og tilbage, men jeg kan efterhånden ikke mærke det mere. Jeg håber sandelig, at det er det tætteste jeg kommer på en haj.

Kapitel 15 - 080905 Ubåd & Byen

Da der ikke er flere rum, jeg kan udforske i huset, besluttede jeg mig for at begive mig udenfor. Jeg tog et sted hen, hvor jeg førhen ikke er taget frivilligt - på museum. Jeg har aldrig været stor fan af slagsen, jeg har altid betragtet museer som bløeeoh, meningsløst tidsspilde, kunstgallerier har aldrig været min kop te.
Dette var til gengæld et "Maritime Museum", oversat Handels-og Søfartsmuseum. Siden Australiens moderne historie ikke er længere end omtrent 200 år, er der ikke meget søfartshistorie, man kunne udstille.
Der blev lagt meget vægt på Australiens deltagelse i WWII, hvordan de hjalp alliancen med at restaurere deres skibe efter ildkampene på havet.
I forlængelse af dette var der også en live ubåd på udstilling, 94 m lang og 8 meter bred, en ordenlig sort muthafucka. Powered by kæmpe elmotorer, for at opnå max lydløshed.













Man kunne - for lidt ekstra cash - få lov til at komme ind i maven på bæstet. Vi havde en guide, en lille halvdøv gammel sømand, som kendte maskinen ud og ind. Han fortalte alle mulige sjove fakta, om hvordan crewet levede, hvad deres jobs var osv. Personligt ville jeg hade at tjene på sådan en ubåd, da der er åndssvagt småt. En fuldvoksen mand som undertegnede formåede at smadre hovedet ind i rør og kanter op til flere gange i løbet af rundvisningen.












Men altså, alt i alt var det spændende nok.. Jeg fik da set noget.

Samme aften - fredag - var jeg så afsted i byen. Uden det vilde kendskab til området blev jeg nødt til at finde de nærliggende clubs online, hvorefter jeg fandt ud af hvor de lå in real life.
Det var faktisk fedt nok, jeg tog derind ved 22-tiden, og der var de allerede fuldt igang. I modsætning til - say - Danmark, hvor man først er i byen ved 1-2-tiden, så har disse folk lært at udnytte tiden ordentligt.
De havde faktisk nogle fede steder, hvoraf den ene af dem var en blanding af det hele - lounge del med lidt blødere musik med sparsommeligt decibel, så man kunne snakke med hinanden. Derudover var der selvfølgelig dansegulv, hvor der i stedet for live dj var en kæmpe skærm, hvor musikvideoerne til de forskellige tracks blev vist. Jeg forsøgte at tage billeder, men som forventet blev de ubrugelige - tak Nokia.
Chicks var der nok af, men jeg synes de havde en tendens til at kaste lidt for meget maling i hovedet. Det lykkedes mig at snakke med nogle folk, i baren og i køen udenfor, men at tage i byen alene er ret så kedeligt. Jeg blev der ikke længe, fik to redbulls og så tog jeg hjem og sov. :D

Min far kom hjem fra Kina i går, han var afsted på business-trip i en uge. Han havde, som altid, gaver med, jeg fik en skjorte og et bælte - begge af mærket Jeep - altså autentisk tøj fra bilmærket.. God kval, og nice look.
17 dage til vi kører! Den lille Ford har fået en makeover, nye dæk, ny kobling, nye bremser, så nu er den ready2go. Jeg aner ikke hvordan jeg kan køre den tværs over et fucking kontinent. Det bliver sgu en oplevelse. Jeg skal i hvert fald have købt en FM-sender, så jeg kan høre iPod på bilradioen, ellers dør jeg da af kedsomhed.

No worries, ellers.

Love, /B