Kapitel 9 - 080805 Aprilsnar

Kære Alle,

Jeg har været lidt away from keyboard her de sidste par dage, og for det beklager jeg.

Som de fleste nok har hørt, er det lykkedes for mig at komme ind på Medicin i Århus. Der var et fald i antallet af ansøgere på 33% i år. Adgangskvotienten er faldet til 7,6, hvilket er det mest uventede der er sket i løbet af hele den nye gymnasiereform, ville jeg tro.

Tro mig, når jeg siger, at alt tydede på, at løbet var kørt for mig i Danmark. Dengang jeg ringede til Studiefuck Midt/Vest umiddelbart efter dimissionen, og spurgte, om der var en mulighed for mig at komme ind på medicin, sukkede han opgivende i røret og sagde, at det var umuligt.

I dag har jeg lyst til at forcere en erigeret hestefallos ned i halsen på vedkommende. Jeg kan desværre ikke huske hans navn.

Jeg så på tingene, som de var, og valgte at tage et andet sted hen, i det mindste for at forsøge. Jeg tog herned, depressed4life, og begyndte at sætte tingene i gang. Efter omkring 2-3 uger begynder jeg på en måde at komme ind i den daglige rytme, faldet nogenlunde til, og bliver indstillet på rent faktisk at bo i Australien.

Den 30. juli ringer jeg til Thomas V, for at høre om det er lykkedes ham at komme ind. Da han så siger, at der står det samme i vores breve, bliver jeg som det første ufattelig glad; jeg kan komme hjem igen!

Det andet, jeg så kommer i tanke om, og som nok stadig plager mig lidt i dag er, hvor syret situationen egentlig er, både for mig, og for Jer derhjemme, der også blev indstillet på min flytning.

Det kom som et chok. Pludselig vender det hele på hovedet igen, mine forældres humørsvingninger, med hensyn til det her, kan bedst udtrykkes ved en sinuskurve (til de sproglige: "op og ned"), og jeg står i en situation, hvor jeg for 3 uger siden har fået den bedste afsked, en person nogensinde kunne få fra hele sin vennekreds, for at skulle vende tilbage - det er ret syret. Godt nok er der alligevel et halvt år til, så jeg håber lidt at dette falmer lidt hen med tiden.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg prøver at sige med det her. Jeg er selvfølgelig ufattelig glad for, at jeg kan komme hjem igen, da jeg ved, at jeg allermest føler mig hjemme i Danmark. Jeg ved samtidig, at det ikke er den samme situation jeg vender tilbage til om et halvt år, vores gruppe bliver splittet, folk spredes til alle sider. Men jeg vil stadig have de få, der betyder så meget for mig, dem, der skrev en besked i min bog, gav mig gaver og skrev breve, og dem, der fulgte mig ned til banegården den kølige julinat.

Jeg gider ikke at nøjes med "Vi har jo altid Facebook.", ikke med jer, og jeg gider ærlig talt ikke til at finde en ny vennekreds atter engang i mit liv, dels fordi jeg har gjort det så mange gange, og dels også, quite frankly, fordi jeg kan ikke forestille mig en bedre og mere farverig kreds af mennesker som jer.

Med mit liv forholdsvis tilbage på sporet, bliver det her halve år nok en meget mere farverig og positiv periode. Denne "jeg-skriver-det-her-for-at-komme-over-hvormeget-jeg-savner-dk-og-hold-kæft-
jeg-har-lyst-til-at-skære-i-mig-selv-blog" bliver pludselig forvandlet til en rejseblog, således, at jer derhjemme kan se hvilket nice land Australien egentlig er, og at i kan se hvad der venter jer, når i skal med mig herned engang. Vi flytter snart fra Perth, over til Cairns, hvor vejret er 28+ hele året rundt, og der skal jeg lære at surfe, og så kommer Thomas, Niclas og Ellen også snart. Jeg skal have planlagt og reserveret ting til den tid, sådan at vi kan få det bedste ud af turen før vi skal nedgrave os i anatomibøgerne i den kolde Århus. I can't wait.

Shoutouts til Niclas Dohrn, Thomas Lykke Veedfald, Ane-Kersti Knudsen, Fabian Mikkelsen og Anders Tange for optagelsen på medicin, vi kommer til at danne læsegruppen fra helvede!

Love you all.

xoxoxo