Epilogue

Kanye West og/eller Freud sagde engang;
That, which doesn’t kill me, can only make me stronger.

Jeg kan ikke helt være bekendt overfor mine forældre, og også migselv, at kalde dette halve år som en prøvelse. På trods af, at det har i den grad været en følelsesmæssig rutjsebane med sine op- og nedture, har dette halve år været en af de mest begivenhedsrige perioder i mit liv.

Ankomsten til Perth i juli måned var klart det værste – afstanden fra alt det, man kender og holder af var en udfordring at overkomme, jeg brugte godt 70% af min tid på messenger og Facebook, for at forsøge at holde fast i det, der lå på den anden side af jorden.
Nyheden om optagelsen på medicinstudiet vendte hele verden på hovedet igen; en tilsyneladende umulig situation indtraf, som selv de såkaldte ”eksperter” indenfor området ikke kunne have forudset. Dette skabte atter blandede følelser, både i mig og mine forældre – de var meget glade for, at jeg kom ind på universitetet, men samtidig er de den dag i dag kede af, at jeg skal bo så langt fra dem igen. Jeg havde – efter den første ultimative glædesrus – en underlig skyldfølelse, som om jeg har snydt alle folk derhjemme ved at lave et fake exit, for så at vende tilbage.. Men jeg gik ud fra, at dette ville falme lidt hen i løbet af de kommende måneder.
Den efterfølgende tid i Perth blev brugt på afslapning, små ærinder, og for det meste – meningsløst tidsspilde. Det eneste konstruktive udfald var, at jeg lærte at surfe, hvilket jeg havde sat mig selv som mål. Slutningen af september måned bød på det lange roadtrip tværs igennem kontinentet, hvor vi tordnede igennem 6500 km af ørken mod Cairns. En Top Gear challenge, der afprøv både nerver og udholdenhed.
I Cairns fandt vi herefter mine forældres drømmehus (som vel at mærke blev beundret af samtlige gæster, der kom på besøg).
I starten af november kom jeg – i selskab med Martin og Cecilia – ud på den førnævnte melonfarm, som retrospektivt viste sig at være lidt af en mislykket form for at skaffe penge – men pyt med det, vi fik da et par sjove episoder og oplevelsen med.
I slutningen af november var det Go-time, Thomas, Niclas og Ellen May ankom fra norden, og vores Extreme Adventures kunne begynde. Senere ankom Anni også, og vi fik udøvet alle de former for ekstremsport, vi kendte. Heriblandt vores dykkertur, bungee-jump, white-water rafting, skydive, jetskiing og så videre. Alle de ting, man burde prøve før en 6-årig forpligtelse på medicinstudiet.
Den 6. januar blev jeg efterladt i Cairns, hvor de to drenge drog nordpå, mens de to piger rejste sydpå, og det gav mig muligheden for at være sammen med mine forældre inden jeg skulle forlade dem igen. Denne tid er jeg taknemlig for, da jeg højst sandsynligt først kommer til at se dem om et halvt år. Afskeden var hård, på trods af, at det er ikke første gang, jeg var nødt til det. Jeg føler, at jeg har et bedre forhold til min mor og far nu, end dengang de tog af sted fra Danmark et år siden.

Det er på tide at komme videre. Fra dags dato begynder et nyt kapitel i mit liv, hvilket jeg har gået og glædet mig til i de sidste par måneder. Den 20. januar 2009 betyder heriblandt også indsættelsen af Præsident Obama, og jeg har i dagens anledning investeret i hans bog, jeg læser den ivrigt imens jeg prøver at flashe forsiden til alle omkringsiddende – ”se, hvad jeg læser!”.




















Hermed ender vores rejse, dette er det sidste indlæg i bloggen. Jeg vil gerne takke Dig for at have læst med, og fulgt med i, hvad jeg – og senere vi – har oplevet på den anden side af jordkloden. Nu er det dog min tur til at bede Dig om noget. Brug lige 15 sekunder på at skrive en kort hilsen med navn forneden, således at jeg kan få et overblik over, hvem der egentligt læser med.

De, der kender mig, ved, at jeg ikke er en særlig religiøs person. Men det, at skæbnen har givet mig muligheden for at være sammen med de mennesker, jeg har det bedst sammen med, sætter tankerne i gang. Måske har jeg fået en chance mere, måske er der en, der prøver at sige, nu skal du fandeme tage dig sammen!
Eller hvad hvis det, at jeg tog af sted den 14. juli 2008, ikke var skrevet i Den Store Bog? Det strider måske imod det, der er forudbestemt? Måske er det meningen, at Niclas Dohrn og Thomas Veedfald skal være mine bedste venner, måske er det bestemt, at jeg skal følges ad med Ane-Kersti Knudsen hele livet, måske er det min rolle at beskytte Malou Andersen, og være der for hende på fuldtid?

Hvad end det måtte have været, er jeg evigt taknemlig overfor den/det, da det har bragt mig hjem til den verden, jeg føler jeg hører til.

Hugs & kisses,

Bálint

Kapitel 36 - 070109 The end of the Fellowship

The day is upon us. Klokken 12 i dag fløj Thomas og Niclas afsted mod iskolde Danmark, og det betød afslutningen på vores Extreme Challenge Roadtrip her i det tropiske Australien. Personligt synes jeg, at jeg stod med en lidt tom følelse indeni, hvilket bestemt ikke tyder på savn, da jeg ser dem om lidt over to uger. Men sådan er det vel altid. Jeg har gået og glædet mig til disse 5 uger i det sidste halve år, og når sådan en tur er overstået, ærger man sig vel altid over, at det ikke kunne vare lidt længere. Part of life, i guess. Mine tanker går selvfølgelig til Thomas og Ellen May, der fra i dag bevæger sig i hver deres retning i livet, adskilt af en halv jord's omkreds. Af frisk personlig erfaring ved jeg, hvordan det må være for dem - det bliver ikke en nem periode, de går i møde. Forhåbentlig får vi allesammen en del andet at tænke på, der kan aflede vores opmærksomhed.















Det, jeg kan fryde mig med, til gengæld, er hvor god turen endte med at blive. Jeg er sikker på, at denne godt halvanden måned vil aldrig gå i glemmebogen, vi vil huske tilbage på perioden både som en afslutning, men sandelig også et start på vores nye liv. De sidste par dage kunne jeg tydeligt mærke at vi alle tre efterhånden var godt spændte på at begynde livet som lægestuderende, og at vi var klar på at stå til ansigt med alle de udfordringer, som rejsen til opnåelsen af det nye livsmål må bringe. Denne periode i Australien kan både betrages som en afslappende ferie, men sandelig også et springbræt til universitetet efterfølgende. Vi føler os nok alle bedre rustet til at komme i gang end hvis vi havde siddet derhjemme på vores flade.













Niclas og Thomas er ti kilometer oppe i luften lige nu, på vej mod Bangkok, mens Anni og Ellen snart skal afsted mod syd på en pigetur til Sydney. Jeg selv vil bruge de resterende dage på at være sammen med min familie så meget som muligt, inden jeg skal forlade dem igen. Jeg har planlagt at se en masse House med min mor, lære min søster at køre bil, og lære at køre ordentligt firehjulstrækker på offroad med min far. Derudover er der en del ting, jeg skal have styr på inden afgang, såsom fornyelse af pas, anmeldt flytning og så videre.

Jeg glæder mig til at stå i 10 graders frost i Danmark og fatte ingenting.
Vi ses snart, people. ;D

B

Kapitel 35 - 081231 Year Over!

Således så vores juledekoration ud - de årlige Georg Jensen jylepynt med poolen i baggrunden.
Den fireogtyvende december bød på en rigtig dejlig og simpel jul; efter cocktails ved poolen gik vi indenfor, jeg læste juleevangeliet op på ungarsk, hvorefter vi fik afviklet vores Secret Santa-leg; tidligere på måneden trak vi hver et navn op af en hat, og vi skulle kun købe gave til pågældende person. Jeg trak min far, han fik en cd med country-musik og en bog om ekstrem surfing - det kunne han godt lide. Jeg selv fik en toilettaske fra det famøse australske mærke Billabong, samt noget face-scrub-etellerandet fra Body Shop. Det sjove er, at man aldrig finder ud af, hvem man har fået gaven af, så det hele er et stort mysterie.

Den 25. bød på en afslappende middag hos the Kelly's, hvor vi fik en rigtig let julemåltid, hvorefter vi gik ned på stranden og spillede beach-cricket.

Tommy (s)Nack's forældre ankom den 26, de skulle bruge mit værelse, så vi blev tvunget til en hurtig oprydning. Da vores hus nu var fyldt helt op, tog vi over til Kelly's for at overnatte i et par dage.

Den 28. lød planen på Bungy-jump, på det nærliggende custom-made bungytårn, ejet af AJ Hackett, personen, der opfandt Bungy. Hackett blev i sin tid arresteret for at hoppe ud fra Eiffeltårnet, da hans innovative ideer ikke altid var velset. Han har nu et verdensomspændende firma, der primært fokuserer på - som han selv kalder det - adventure tourism.


Tårnet i Cairns er det første bungy-tårn i verden, der blev bygget til det eneste formål.














Tårnet er 44 meter højt, placeret lige midt i regnskoven, så omgivelserne og udsigten over havet er fænomenale.



















Det eneste problem er, at man er shit-scared, når man står deroppe og skal til at hoppe ned, og det sidste man funderer over er udsigten. Anyways, vi hoppede alle sammen, og det var virkelig en fed rush, lidt ligesom skydive, men mere jordnært. Niclas hoppede hele tre gange, mens Thomas og jeg kun hoppede to. Ellen og Anni nøjedes med at hoppe den ene gang - det var vist nok for dem :)

Lige nu er vi alle på Magnetic Island, godt 450 km syd for Cairns. Det er her, vi holder nytår, der er vist planlagt en kæmpe beach-rave i aften, med masser af unge (læs: druk og hor, forhåbentlig)

Det var alt fra i 2008, jeg vil gerne ønske alle en rigtig Godt Nytår, og vi ses på den anden side!

Kapitel 34 - 081221 Skydive; awesomeness

Retrospektivt set vil jeg kigge tilbage på fredag som en af de fedeste dage i løbet af hele turen. Vi tog af sted hjemmefra ved 10-tiden, og efter godt halvanden times kørsel mod syd fra Cairns ankom vi til Tully (det samme sted vi raftede tidligere), hvor JumpTheBeach-lufthavnen befandt sig.

Efter en hurtig morgenmad/frokost, kort ventetid og udfyldning af sikkerhedsdokumenter, blev vi spændt op i hver vores egen stroppe-dragt, der for os drenge strammede forholdsvis meget; jeg behøver vel ikke at uddybe. (Thomas: Det kan godt være, jeg kommer til at skydive, men jeg bliver sgu aldrig far…) En hurtig briefing, sikkerhedsmonolog, og så blev vi ført hen til flyet. Allerede her begyndte sommerfuglene at blafre i maven (jeg kan ikke lide sommerfugle btw, dog er jeg er ikke bange for dem, lige meget hvad de andre siger), og efter et gruppebillede blev vi smidt ind i det lille fly.

Der var ikke meget plads på det custom-designede luftbårne springbræt, så alle skulle sidde meget tæt med ryggen til bevægelsesretningen. Jeg fik siddeplads længst væk fra døren, så med lidt logisk tænkning kom jeg frem til, at det nok var mig, der skulle springe ud til sidst. Om det så var en god eller en dårlig ting, fik jeg aldrig klarlagt for mig selv. Efter alle var locked&loaded, lukkede døren sig og det lille fly begyndte så småt at trække hen til landingsbanen. Man kunne tydeligt mærke forskellen på sådan et lille fly og en Boeing, da dette hoppede lidt op og ned, inden det trak (rimelig ustabilt, vel at mærke) op i luften.

Der var en meget underlig stemning i flyet. For det første var motorlyden så høj, dels fordi den lå halvanden meter fra os, og dels fordi samtlige vinduer var åbne, at man nærmest skulle skrige til hinanden for at kommunikere. For det andet, så var det meget presset. Vi havde alle vind i håret, vi sad presset sammen som sardiner i en dåse, og ikke nok med det, så var stroppe-dragten satans ubehagelig.

Som flyet kom højere op, forsvandt jorden ligeså stille under os, luften blev koldere og tyndere. Thomas og hans flyvepartner sad ved siden af mig, og jeg havde frit udsigt til højdemåleren, som instruktøren havde på sin arm. Da vi nåede ud til stranden, var vi godt omkring de 9000 fods højde. Nu skulle vi fortsætte op langs stranden inden vi nåede den endelige højde; 14000. Maximum height. Top floor. Penthouse.

10000 fod. Bølgerne i havet, som fra et fly altid ligner de der karakteristiske ”riller”, forsvinder på grund af højden. Nu ses kun skyer, havet, et par øer og landet under os. Ellen Mays instruktør filmer mig i hovedet, jeg lavet et ”dukdukduk i panden” tegn.

11000 fod. Min instruktør giver hurtigt besked om hvordan han vil have, jeg skal hoppe ud af flyet, således at jeg ikke banker hovedet op i noget som helst. Jeg kigger over på Thomas og citerer et peptalk fra Minerva-show i 1.g, som jeg altid bruger ved sådanne ekstreme lejligheder.

12000 fod. Fatter ikke hvordan Ellen May kan blive ved med at chatte med sin instruktør på den mest afslappede måde.. Spændingen stiger i kroppen, men det er ikke nervøsitet, ingen negative tanker flyver igennem hovedet.

13000 fod. Der begynder nu at flyve negative tanker igennem hovedet. Gad vide, om hende der pakkede faldskærmene ned i tasken foran os ikke kun var en praktikant, således at hun nærmest ikke anede noget om hvad hun havde gang i? Eller hvad nu hvis de to stropper, der holder mig og instruktøren sammen, ikke lige lever op til forventningerne, og jeg fortsætter nedad med over 200 km/t?

13500 fod. Det røde lys på væggen af flyet begynder at lyse; ”1 mile out”. Vi bliver alle bedt om at tage vores briller på, døren bliver åbnet, den kolde vinds styrke bliver fordoblet. Kigger man ud, kan man ane stranden, men meget uskarpt. Håret blafrer.

14000 fod. Showtime. De første ofre bevæger sig hen mod døren, og inden jeg når at tænke mig om, kommer der et stort sus af vind og Anni forsvinder ud af flyet. Jeg når kun lige at sige Fuck, inden Horn bliver suget ud, hvorefter Thomas laver et underligt salto-fald ud af vinduet, og det er kun mig og Ellen May i flyet, med hver vores guide selvfølgelig. Vi glider hen til døren og med et højlydt skrig forsvinder hun også. Here we go, når jeg at sige, og falder hovedførst ud af døren.

Jeg har den dag i dag stadig svært ved at forklare præcist, hvordan det var. Blandingen af spændingens forløsning, den gigantiske acceleration og tanken om, at det er nu, det sker, giver et kæmpe adrenalinrush, som jeg ikke har oplevet før, og kommer nok heller ikke til det. Det første halvandet sekund er klart det bedste, bare det at kigge op og se flyet forsvinde blandt skyerne var sådan et urealistisk syn, noget så virkelighedsfjernt, at det nok stadig ikke er gået op for os. De 60 sekunders frit fald fra 14000 til 4500 fods højde gik faktisk ikke så stærkt, som jeg havde frygtet. Jeg havde masser af tid til at skrige min stemmebånd i stykker, men på trods af at jeg ydede alle de decibel, jeg kunne, var det helt lydløst på grund af den enorme luftstrøm, vi tordnede igennem.

Da mate’n trak i snoren, foldede faldskærmen heldigvis ud, og vi blev hurtigt bremset op. Det varede herefter 4-5 minutter inden vi nåede ned på stranden, og i løbet af den tid fik jeg også lov til at styre faldskærmen – meget enkelt, træk højre snor, og vi drejer til højre. Min guide lavede en meget flot U-vending, hvorefter vi smertefrit landede på sandet på stranden. Efter et harmonisk "FUCK DET VAR SYGT" fra os alle blev vi kørt tilbage til lufthavnen, hvor vi fik tildelt diplom (som skal helt klart op på væggen derhjemme) og dvd-optagelse af hele seancen.

Det bliver ikke noget, man sådan lige glemmer. Men vi blev hurtig enige om, på trods af, at dette som regel altid er en once-in-a-lifetime oplevelse, så skal det helt klart prøves igen - Karup Lufthavn, ses i 2009!

Kapitel 33 - 081216 Anni-Banani

Mandag var en split-dag, hvor Thomas, Ellen May og Isabella (EMays kleinschwester) valgte at bruge tiden på christmas-shopping-madness, hvor Niclas og jeg valgte at leve healthylife og tage ud at cykle. Vi satte livet på spil på en 9 km lang tur i en dødelig hedebølge. Vi ankom badet i sved til en vidunderlig lille flod, i midten af regnskoven, der løb ned i små trin, således at der var bassiner og vandfald på skift.

Vandet var lidt koldere end poolen, men i grunden meget behageligt efter sådan en cykeltur. Vi kølede af i omkring en time, mens diskussionen lød på finanskrisen, løsningen af mellemøstkonflikten samt chicks. Vigtigste var selvfølgelig sidstnævnte.
Det var sådan et godt sted, at vi valgte at tage Anni med næste dag. Vi kørte ud på lufthavnen lidt i otte, for at opdage at hendes fly allerede var landet, så ventetiden var ikke slem. Hun er blevet klippet! :D

Anyways, vi kørte hjem til mig, slappede lidt af, fik en narjs morgenmad, hvorefter vi sendte Horn, Thomas og Tommy Nack afsted på cykel, mens Anni og jeg lige skulle se Next Top Model færdig (<3Tyra('s patter)) hvorefter vi kørte efter dem med bil. Timingen var i top, vi ankom på samme tidspunkt. Vi soppede og fjollede rundt i vandet i vel over en time da vi fandt ud af at fiskene i vandet godt kunne lide banan og fersken, så de blev også fodret lidt. På vej tilbage blev vi ramt af en kæmpe tropisk regn, så alle blev godt våde igen.
Aftenen bød på besøg fra Ellen May, en konstant kamp om at få Anni til at holde sig vågen, samt en Never Back Down til sidst.

Onsdag besluttede vi os for at køre op til Kuranda, en lille turistby i bjergene, omringet af regnskov. Her fik vi set samtlige af Australiens mækrevaredyr, heriblandt min højtelskede wombat, der dog ikke var særlig aktiv; den lå i sin lille hule på ryggen med poterne i vejret. Fedbas.
Anni, Thomas og Horn fik taget billeder med dyrene, de første to med en koala, mens Niclas valgte at prøve lykken med en større slange end den, han er vant til; Ollie på to en halv meter. Der kom mange gode modelbilleder ud af det, vel at mærke for $15 per styk.
Vi fik set kænguruer, sommerfugle, papegøjer, skorpioner, edderkopper, slanger, the whole shebang.

Efter det smuttede vi ned i byen, dels for at reparere den cykelkæde, Thomas havde ødelagt på vej op ad min bakke i går, og dels fordi vi var ved at løbe tør for råvarer til morgen/aftensmaden. Anni var yderst overrasket over hvor lang tid vi tre fatsvage fjolser kunne bruge på at købe mad, mens vi efterhånden er ved at være vant til at bruge godt halvanden time i Woolworths, og tager hver gang som en oplevelse.
Om aftenen var der Hell's Kitchen for alle pengene; fire mesterkokke preparerede en yderst vellykket Pasta Bolognaise, hver med deres eget område af ekspertise, Niclas stod selvfølgelig for salaten, den gay.

Tommy Nack er desværre taget hjem til Melbourne, vi kommer til at savne hans åndssvage jokes og godt humør. Gad vide hvornår jeg egentlig kommer til at se ham igen.. Der kan gå alt fra et halvt år til 4, sidste gang jeg så ham før nu var i 2005. Afstanden er en bitch.

Vi skal snart på roadtrip sydpå, og jeg er overbevist om at der ligger mange spændende eventyr forude.

Stay tuned.

Kapitel 32 - 081209 Ready, steady, dive!

Til at starte med,



Så er vi ved at være klar til den ultimative dykkertur!

Weekenden bød på en forholdsvis slatten bytur, men vi fik da set de forskellige steder i byzzeren. Blandt de nævneværdige locations kan Woolshed nævnes, som er en restaurant om dagen, men morpher over til Cairns' fedeste natklub efter kl 9-10 stykker. Derudover besøgte vi også Cairns Reef Hotel Casino, hvor det lykkedes os at miste 40 dollars på et lamt lykkehjuls-spil. Aftenens toppunkt var stripklubben Toybox, hvor Thomas og Niclas fik plads til at genvinde deres selvtillid efter tabet i casinoet.




















Horn og JackD&Coke(x12), 42 dollars, omkring 170 kr



Dude'n jeg boede ved, dengang jeg var på besøg i Melbourne, Tommy Nack, ankom her den anden dag. Lige pt bor han sammen med os, han skal med på dykkertur. I dag og i går var Niclas, Thomas og Tommy så afsted på dykkerkurset, der til dels bestod af klasseundervisning, og dels træning i poolen. Det var en meget dybdegående gennemgang af dykkerteorien, da det begge dage varede fra kl 9 til 5-6 stykker om aftenen.

Men nu er vi altså klar, vi tager afsted om en time, planen står på i alt 15 dyk spredt ud over 4 dage. Vi håber vi får set en masse, samt at der ikke er nogen af os der drukner, det ville være tarveligt (JonasBaudtler-isme).

Wish you were beer,
B

Kapitel 31 - 081201 Cableski, crocs og cross-country

Buenos noches, gringos!

Mandag var fyldt med action, spænding, drama og mere action! Altså action^2!
First up var det turistkontoret, vi besøgte, hvor det lykkedes os at booke en raftingtur til torsdag. Vi fik 40 dollars rabat, da jeg kendte vedkommende, der ejede butikken (han er ungarer, vi gik forbi hans agency for et par år siden, dengang vi var på ferie, og så det ungarske flag). Vi fik desuden en masse gode ideer til hvad vi fremover kan lave af ekstreme ting; skydive, handgliding osv. Vores program for December måned er ved at falde på plads, dog mangler detaljen om hvor og hvordan vi skal holde Nytår.. Højst sandsynligt i Sydney.

Efter turistkontoret smuttede vi hjem igen, skiftede til badetøj og kørte ned til Cableski-banen godt 10 km fra vores hus. Dette seje apparat består af en sø, godt på størrelse med hele VK's grundareal, samt et kabel, der er trukket hele vejen rundt om søen i godt 7-8 meters højde. Herefter skal man så forestille sig en skilift, der trækker en rundt i yderkanten af søen. Langs denne bane er der så adskillige ramper og rælinger hvor de pro har muligheden for at lave backflips og andre akrobatiske manøvrer der ville give bonuspoint eller boost i et computerspil.

Cableski @ JewTube

Vores egen video er ikke redigeret og produceret endnu, men jeg kan afsløre så meget at undertegnede var den sejeste til at komme rundt ;D

___________________________________________________________________

Tirsdag begav vi os ud på en længerevarende safaritur mod nord, imod et område kaldet Cape Tribulation. Vi pakkede Forden of Doom, og med Niclas som navigator styrede vi skuden mod første stop; Hartley's Crocodile Farm. Som navnet antyder, var dette sted en slags zoo, blot med fokus på krokodiller (selvom der også var andre dyr, heribland koalaer og slanger). Vi ankom lige i tide til at overvære en krokodille-fodring, hvor de SteveIrwin-klædte rangers kastede kyllingehoveder til de sultne bæster.
Jeg behøver selvfølgelig ikke at beskrive den vildhed og terror, som disse dyr udstråler, men en finurlig detalje er den lyd, der kommer når sådan en krokodille bider sammen om dens bytte. Der høres et kraftigt smæld, der kan sammenlignes med lyden af to mursten, der bliver hamret mod hinanden. Blandingen af den lyd, sammen med synet af de hundrede knivskarpe tænder, fjerner omgående lysten til at gå i vandet nogensinde igen.














Vi fik set fodringen, et snake-show, en overfladisk rundtur i krokodillefarmen, hvor de producerer håndtasker og punge, og til sidst et crocodile attack-show. Heriblandt fik vi selv fremtvunget nogle nervepirrende scenarier, først da Thomas kastede en pind i vandet, og dernæst Niclas og Ellen der ikke kunne få styr på deres håndbevægelser over rælingen, så krokodillen hoppede op og angreb.















Efter krokodillefarmen, der overraskende varede over 5 timer, kørte vi videre nordpå imod det tropiske Cape Trib. Efter en meget kort og dyr tur på en kabelfærge, samt omkring halvtreds kilometers hårnålssving i junglen, ankom vi til destinationen; PK's Jungle Village, hvor vi skulle overnatte.















For 23 dollars fik vi vores eget dorm, bestående af 4 meget ubehagelige køjesenge, samt access til poolen og alle andre faciliteter. Der var restaurant og bar, men efter to drinks og et par spil pool (den med kø og kugler), besluttede vi os for at undgå ham idioten, der hele tiden ville invitere os ned på stranden for at holde en Beach Party, hvor der "ville være bål". Spade.

Onsdag morgen forsøgte vi at køre videre nordpå, men efter 10 km på en skovvej blev vi nødsaget til at vende om da vi nåede til en flod, hvor man skulle bruge en firehjulstrukket (4WD) til at komme over. Vi legede lidt rundt med Forden i vandet hvor der ikke var alt for dybt, og så var det Weiterfahren mod Mossman Gorge.














Mossman River løber igennem en smuk naturskabt kløft, fyldt med kæmpe vulkaniske klipper og efterhånden afrundede sten. Det resulterer i mange små vandfald og søer, man kan bade i. Efter en 2,5 km lang gåtur i regnskoven, badede vi ved et vandfald, og vi vendte snuden hjemad.














Læs ThomasV's Blog om raftingturen på Tully River i går.
Det bliver byen i aften og lørdag. Horn er trængende.

Kys og lol

<8/3/1-m>